Viser opslag med etiketten Is. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Is. Vis alle opslag

lørdag den 9. maj 2020

Rabarberkage med kokos...

Åh, hvor har jeg glædet mig til rabarber-sæsonen - og blev vildt glad, da jeg fik bragt et bundt, her den anden dag. Så var det store spørgsmål bare: kage eller crumble? Løsningen faldt jeg over i en af de mange madgrupper, jeg er med i på Facebook, hvor der pludselig dukkede den labreste svampede kage, med rabarber og kokos op. Opskriften stammer her fra Meyers - og her får du min version, som er uden raffineret sukker:

Det er en virkelig dejlig kage. Syrlige rabarber og sød kokos - det spiller bare. Vi har lige fået et stykke, mens den var lun - serveret a'la mode (med is).

Jeg havde heldigvis alle ingredienserne i hus, så den var lige til at gå til. Men for at tage hensyn til min kæreste, som ikke tåler sukker alt for godt, erstattede jeg rørsukkeret med Sukrin Gold. Det giver en lidt mere 'karamellet' smag. Brug bare det sukker, du føler for.

Jeg måtte dog i fryseren efter en rulle biodynamiske SMØR (har købt 5 ruller her og gemt på frost, til bla julesmåkagerne) og skar et stykke af på øjemål.

Woop woop, jeg ramte sørme nøjagtigt på grammet. Det er simpelthen den vildeste følelse, at ramme præcist i første hug. Min kæreste meddeler, at jeg råbte højt og triumferende. Ja ja, små glæder....

Og så til selve opskriften. Til ca 6 pers - springform 24 cm. 

300 g rabarber (renset vægt)
150 g blødt SMØR
225 g + 2 spsk Sukrin Gold (eller rørsukker)
½ tsk vaniljepulver (eller kornene fra ½ vaniljestang)
2 mellemstore æg
75 g kokosmel
110 g hvedemel
¾ tsk bagepulver
2 spsk mælk (ikke med på billedet)

Skær rabarberne i små stykker og vend dem med 2 spsk Sukrin Gold. Lad dem trække ca 15 min. Rør SMØR og Sukrin Gold cremet og tilsæt vanilje. Rør æggene i, et af gangen. Rør kokosmelet i. Sigt mel og bagepulver sammen - og vend det i dejen, sammen med mælken. Dræn væden fra rabarberne og vend dem i dejen. Spænd bagepapir fast i bunden på springformen, klip kanterne til og smør formen på indersiden. Fordel dejlen i formen og bag kagen ved 175°C (varmluft) i ca 45-50 minutter. Test med et træspyd, som skal komme rent op, om kagen er færdig. Lad den køle lidt i formen, inden ringen tages af. Ved servering, glides den over på et fad, ved hjælp af bagepapiret.

Den lune, nybagte, gyldne kage.

Jeg valgte at pudre toppen let med SukrinMelis. 

Og så var det bare med at få taget hul på kagen - og kalde til eftermiddagskaffe på altanen.

Dog ikke før, det lige har lagt en kugle økologisk vaniljeis på toppen. Kagen kan også serveres med flødeskum, cremefraiche eller skyr, rørt med lidt sødt og vanilje.

Eftermiddagskaffe på altanen i solskin - det fejlede ikke en pind. Min eneste anke var, at der næsten var for lyst til at fotografere. Kaffen var en iskaffe, af den koldbryggede slags (60 g malede kaffebønner til 1L kildevand. Træk 12-24 timer på køl og filtreres), sødet med en smule Sukrin Gold og tilsat en god slat Græsmælk. 

Iske ville grumme gerne slikke de sidste rester is i sig - men fik et bestemt NEJ. Han er en lille opportunistisk skiderrikkelse...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Cirkus Corona fortsætter ufortrødent forestillingen. Mange kan heldigvis begynde at glæde sig, til at komme retur til job, skole og til samfundet i det hele taget. Det ser lidt anderledes ud for mig og resten af højrisikogruppen. 

Vi skal nemlig stadig passe meget på - og ikke udsætte os for unødig fare. Men nu er der da endelig lukket op for hjemmehjælpen igen, så nu kan jeg begynde at være hjemme hos mig selv igen. Det bliver naturligvis rart at komme hjem til alt mit nips, min egen seng og eget køkken - men det bliver altså også noget ensomt. For jeg skal fortsat praktisere en vis social distance. Jeg kan tillade mig at se et par enkelte veninder, udendørs, enten hos dem eller hos mig - men hverken min lejlighed og altan, tillader afstand nok. 

Så fra søndag d. 17/5, går kæresten og jeg tilbage til vores gamle skema, som overholder betingelserne dikteret af reglerne om gensidig forsørgelsespligt - som er 'man ikke må være mere sammen, end man ikke er sammen'. Det skulle egentlig ha' været fra nu på søndag, men der er et par mærkedage i den kommende uge (bla min fødselsdag d. 13) som vi lige skal ha' fejret først.

Jeg er på ingen måde tryg ved at handle alene. For jeg kan ikke kan gå ret langt eller bære ret meget, så jeg skal ha' el-scooteren med - og bede andre om hjælp, til at nå tingene på hylderne og nede i køledisken. Det er angstprovokerende at skulle bede fremmede om hjælp, som så skal alt for tæt på. Så enten skal jeg ha' de udvalgte varer bragt, eller ha' nogen jeg kender til at handle for mig. Det syntes jeg er vildt træls. Så jeg har valgt en helt anden løsning, og droppet at handle ind helt - og i stedet kastet mig ud i at bestille den her måltidskasse (til 4 dage), med levering hver mandag. Og så må jeg få det bedste ud af det der kommer - og selv hitte på og lave mine egne retter, når jeg er sammen med min kæreste. Det er vist den bedste plan, lige nu. Og den første kasses menu, ser meget lovende ud:

Screenshot fra menuen hos Den Grønne Asparges
Og nu vil jeg trykke på 'udgiv indlæg' - gå ud og lave aftensmad til kæresten og jeg. Menuen lyder på svinekoteletter a'la wienerschnitzel, med hele udtrækket.  

God dag, til dig der kom her forbi... 

søndag den 19. april 2020

Svesketrifli a'la mormor...

Her kommer en rigtig retro-dessert fra mormors tid - eller en efterret, som det hed dengang, der hvor jeg kommer fra. Svesker er lidt en glemt frugt, af mange, hvilket er synd. Visuelt, lader den sig meget tilbage at ønske, men smagen...åh, smagen. Jeg ELSKER svesker, i alle afskygninger - og særligt som trifli. Og her får du min version:

Det er en laber sag i lag, med sveskegrød, portvinstænkede makroner og blød vaniljeprikket flødecreme - og en god portion nostalgi.

Først lidt om sveskegrøden. Den blev oprindeligt sat på morgenmadsmenuen, af...æh, praktiske årsager. Sikkerhedskarantænen har nemlig budt på for meget stivelse og for få grove kostfibre, hvilket havde gjort maven en kende træg. Der måtte svesker til. Jeg besluttede mig derfor for, at koge en stor portion, så der var til et par dage. 

Det er en fordel at sætte sveskerne i blød, dagen før. Men helt ærligt, husker man det, når trangen pludselig melder sig? Jeg koger dem derfor med det samme - bare på en lidt anden måde.

Sveskegrød:

300 g svesker (stenfri)
9 dl vand
4 spsk rørsukker (her Sukrin Gold)
Revet skal af ½ citron
Lidt majsstivelse

Kom svesker og vand i en gryde - og lad dem simre i ca 15 minutter. Tag gryden af varmen og lad dem trække ca en halv time. Varm dem op igen, uden låg, og lad dem koge godt møre (ca 20 min), sammen med sukker og citronskal. Stik en stavblender i gryden og giv blandingen et par *wroom wroom* - så du har en rustik grød. Jævn med en smule majsstivelse og køl grøden helt ned. 

Den afkølede grød gjorde lykke (og gavn), med lidt mælk, en sjat fløde og lidt hakkede ristede nødder. Jeg bød kæresten, som takkede pænt nej. Svesker var ikke noget, han havde noget forhold til. Det udløste naturligvis en flom af ord fra mig, om mit tilhørsforhold til de sorte lækkerbiskner - og da jeg nåede til at synge svesketrifliens prise.....tilkendegav han, at det lød som noget, han godt kunne tænke sig at smage. Jeg ofrede derfor straks min kære grød, så der kunne laves trifli i stedet - og bad ham at skaffe mig, de påkrævede makroner. Det tog ikke lang tid, før de var i hus.

Hjemmebagte marcipanmakroner ville ha' været guddommelige til, men kræfterne var begrænsede den dag. Af sammen grund, blev det en vaniljecreme fra pose. Portvinen var til overs, fra en omgang and i portvin (opskriften rammer bloggen på et tidspunkt) - og var lige det, der skulle sætte prikken over i'et. 

Den afkølede vaniljecreme, blev vendt med lidt letpisket fløde - og jeg huskede at tage lidt ren skum fra, til toppen. 

Triflien blev lagt sammen, med grød i bunden - og ovenpå, et lag groftknuste makroner, som blev stænket med portvin - og dernæst et lag vaniljeflødecreme. Det blev gentaget og afsluttet med en tyndt lag grød + en klat flødeskum og en makron som pynt. Den fik lov at trække et par timer på køl, inden servering.

Jeg lavede 2 - og den ene blev sat på køl, til dagen efter. Og det var et held - for Morten syntes, det var noget af det bedste dessert, han nogensinde havde fået. 

Dagen efter, blev den til dele-dessert foran Masterchef. Og jeg har fået en venlig henstilling om, at der ikke behøver at gå forfærdelig længe, før vi skal ha' det igen.

Og så er det jeg tænker - den skal da laves som is-sandwich. Vanilje/sveskeis mellem 2 sprøde marcipankiks og et godt glas portvin til. Jeg tror på konceptet!

Leif Panduro spurgte til østers....men jeg spørger dig nu (belager at vi bliver dis en stund): Ka' De li' svesker?  

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

I dag har Morten og jeg, været sammen i 1½ år. Vi er blevet enige om, også at fejre de små og halve mærkedage, når vi nu har mødt hinanden, her midt i livet. I aftes stod den på bøf, bearnaise og rødvin - og i aften vanker der luksus-hotdogs.

Dagen skal bruges på en køretur ud i det blå. Øjnene trænger til at se på noget andet end vi plejer, så vi har fundet et helt nyt sted, for os, at tage hen. Destinationen bliver Nibe i Himmerland, hvor 'Guf & Kugler' hører til. De vandt titlen som Danmarks Bedste Ishus i 2018 og skulle være værd at køre efter. Grundet omstændighederne, kan man ikke få vaffelis, lige nu - men man kan bestille is som take-away på forhånd - enten hjemmelavet eller fra Kastbergs. Og så kan man få hjemmelavet lakridsguf - hvilket jeg alene, ville ha' kørt langt efter. 

Vi har sendt vores bestilling afsted - og timer turen, så det passer med tiden:

Det er muligvis alt for meget is, men der må altså godt fråses lidt, engang imellem. Jeg kunne dog sparke mig selv for, at vi ikke tog turen i går - for der kunne man bestille Gåsebryst-is med SVESKER. Jeg tolker det dog, som et vink med en vognstang, fra Universet, om at jeg skal få støvet ismaskinen af - og få lavet den is-sandwich i en ruf. 

Rigtig god dag, til dig der kommer her forbi...

søndag den 3. juni 2018

Ispinde med 2 x passionsfrugt og mørk chokolade...

Så er der endelig kommet gang i mit lille ismejeri igen. Jeg sparker sommerens kollektion af ispinde i gang med denne rigtig frække sag: Double Passion. 

Under chokoladens sprøde knæk (økologisk O´Payo 68% fra Friis-Holm), gemmer det sig hele 2 slags is, nemlig en flødeis og en sorbet - begge med mango og passionsfrugt. 

Isen er resultatet af endnu et dessert-benspænd, som jeg har fået stillet af ham der den temmelig dejlige mand, jeg af og til spiser med. Dealen er at han ønsker sig noget - og så laver jeg det i min version. Det kan enten være en ret eller en ingrediens. Det er indtil nu, blevet til 'citronfromage' (pimpet med citrongelé, citronmelisse, fløde og ægte kandiserende violer), 'grød' (chia-grød med fløde og rom, toppet med ananaskompot med vanilje), 'æbler' (som blev til denne Gl. dags æblekage anno 2018 - i tartelet) og 'koldskål' (duo af kefir-koldskål med rabarber + lime/vanilje, serveret med honningbagt havergrynssknas) - og så nu 'passionsfrugt'.....

Endnu engang måtte jeg sluge noget af en kamel. Jeg kan nemlig ikke udstå passionsfrugt. Tropisk snot med knasende haletudser....jeg gyser bare ved tanken. Well, gyste....for jeg kan allerede røbe at jeg har sluttet fred med dem. Mere om det længere nede.

Nå, men jeg lagde ud med at købe en masse passionsfrugter - som først skulle modne. I mellemtiden tænkte jeg....og brokkede mig på div sociale medier over det totalt urimelige benspænd. Fik heldigvis en del god feedback - og konsensus var at der skulle mørk chokolade til. Men hvordan? 

Jeg tænkte og overvejede - og nuppede endda denne Passions Mojito på Aarhus Street Food, for at øve mig på smagen. Æv. Den var fæl. Kombinationen af en vammelsød passionssirup og de æteriske olier fra mynten, spillede slet ikke. Men den kostede 90 kr, så ned skulle den. Efterhånden som det svandt i glasset og isen smeltede, blev den god mere mundvenlig og læskende. Og jeg kunne godt lide idéen om 'passion' (hot), kombineret med noget koldt. Meget vel: jeg måtte lave noget koldt + chokolade. 


*Ding ding ding* det skulle da være is. Ispinde!

Jeg havde 8 modne passionsfrugter at gøre godt med - og valgte at smide lidt mango i puljen, både for smag og konsistens.

Have mercy....duften var næste for meget. Min dufthukommelse er stærk og jeg blev straks transporteret tilbage til arnestedet for min passions-antipati. Et barndomsminde, jeg godt vil være foruden. Børn, tvang og mad bør ikke kombineres. Nå, men det er uden for comfortzonen at livet virkelig leves ikke? 

Og her var jeg langt ude. Damn, en omgang trope-snot. Og så var det 'bare' at få kørt kernerne fra. De arme arme kunne heldigvis lige akkurat klare opgaven.

De 8 passionsfrugter gav nøjagtig 1½ dl saft. Jeg skrællede og blendede den meget modne mango.

Og så greb jeg ud efter min sædvanlige opskrift på is med kondenseret mælk, efter devisen if it ain't broke, don't fix it. Den har ikke svigtet mig endnu.

1½ dl passionsfrugtjuice (ja, du kan godt bruge købt juice)
200 g moden mango
1 ds kondenseret mælk
2½ dl fløde

Den kondenserede mælk røres sammen med mango og passionsjuice - og tilsættes fløden. Ingen opvarmning, piskning eller hejs. Nemmeste is-formel ever. Iscremen køles helt ned, i køleskabet, inden den køres på ismaskine. Den kan også sagtens laves uden maskine - så skal den blot indfryses i en flad bøtte, med en omrøring ca hver halve time, til den bliver for 'sej' at røre i. 

Mens isen snurrede i maskinen, fik jeg den idé at der skulle være en sorbet inden i også. Så jeg måtte ud efter 3 ekstra passsionsfrugter. 

Det skulle være en syrlig sorbet - som skulle være ret blød i teksturen, for at være spisevenlig sammen med flødeisen. Det kan man heldigvis justere ved at komme en del æggehvide i.


40 g passionsjuice  
20 g mangopuré
30 g æggehvide
30 g rørsukker

Æggehvide og sukker piskes til sejt 'flødebolleskum' og tilsættes de 2 slags frugt.

Jeg valgte at fryse blandingen ned i små chokoladeforme, så de var til at poppe ud og snige ned i isformene. 

Det er virkelig en udfordring at lave is i den her varme - og det skal gå stærkt med at samle. Silikoneformene blev fyldt halvt med flødeis, fik stukket en pind i, fik 2 x sorbet lagt i og fyldt op med mere flødeis. Ispindene fik lov at fryse ind, natten over.

Det blev til 4 store fyldte, 4 små uden fyld og resten af isen i en bøtte.

Chokolade er heller ikke sjovt at arbejde med i varmen. Jeg endte med kun at overtrække 2 (se her hvordan det gøres) og resultatet blev langt fra tilfredsstillende - men fuck det, det er jo smagen det drejer sig om. 

De øvrige ispinde, blev dekoreret med lidt snirkler af smeltet chokolade. Normaltvis ville jeg lade den tø en smule op, for at få et pænere billede, men her er den direkte fra fryseren. 

Jeg skulle hilse og sige at isen fik en fremragende modtagelse og udløste megen ros. Den bliver derfor nu indlemmet i min voksende samling af ispinde. 

Champagnebrus - Ispinde med hindbær og skyr, overtrukket med hvid chokolade - Kæmpe Læske - Chokolade-ispinde med nøddeknas - After Eight ispind - Ispinde med lakrids og hvid chokolade - Ispinde med citronverbena og hvid chokolade - Ispinde med banan, kakao og kokos - Saltede karamel-ispinde med mørk chokolade. (*pssst* alle de røde ord er links)

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Syntes også lige resten af middagen skal med her (for denne gang stod jeg for det hele) - og det øvrige gøgl med passionsfrugt, jeg fik lavet.

Først lidt sprøde snacks og en fetacreme på altanen - til en Passionfruit Collins:

4 cl Malfy gin
4 cl passionsfrugtssirup
4 cl friskpresset citronsaft
Toppet med danskvand 

Forretten bestod af en lille tropisk rejecocktail (laver en rigtig opskrift, på et tidspunkt) med bla hjertesalat, mango, agurk, og koriander - med en vinaigrette på passionsfrugtjuice, passionfrugtsirup, eddike, olivenolie, salt og friskkværnet sort peber.

Hovedretten var grillet flat iron steak med 3 x salat. En 'kartoffelsalat' uden kartofler, men med blomkål, agurk og radiser + en lun salat af grillet squash, rød snackpeber og portobellosvampe i persillemarinade + en fennikel/vandmelonsalat med feta, persille og anis-syltede rødløg.

Ikke alt for tung mad, til en varm aften på altanen. 

Jeg sendte resterne af salaterne med den temmelig dejlige mand hjem, da han skulle ha' en gæst til middag og havde begrænset tid i køkkenet til at forberede. Selv kastede jeg mig ud i at gøgle lidt med nogle af de andre rester.

Resten af vinaigretten fra den lille rejecocktail blev frosset ned i en silikoneform - så jeg kunne lave en salat a'la den her nudelsalat med korianderchutney og mango-sorbet med sriracha.

Salat af shirataki-nudler, snittet grønt, kold flat iron steak, den frosne passions-vinaigrette, sriracha, peanuts og koriander. Vinaigretten smelter lynhurtigt og vendes i salaten, mens man spiser sig igennem den. Pynte-Sisse rullede sig lige vel ud der.....men jeg udlod at sætte foden ned...

Og nu vil jeg smøre mig ind i faktor 30 og køre ned til Brabrand Sø. Arbejder hårdt på at blive Brun Som Sovs i år. Og når jeg kommer hjem, vil jeg ha' sådan en her:


Endnu en Passion Collins. For ja, jeg har set lyset. Passionsfrugt er nu min ven. Skal vist passe på at jeg ikke får en overdosis.

God søndag til alle, der kommer her forbi...



mandag den 5. december 2016

Is à l'amande - julens klassiske dessert fortolket som is...

Ho ho ho.....nu er det snart jul igen. For mange betyder de at de atter modvilligt skal kæmpe sig igennem en portion kold grød med fløde, for at bevare familieidyllen og julefreden - og lettet kan kaste skeen fra sig, så snart mandlen er fundet. Så stop dog det juletyranni og indfør nogle nye traditioner - suppler f.eks med denne cremede fløjlsbløde is med den helt rigtige julede smag:

Det er nemlig ris á lámande eller risalamande om du vil, fortolket på en ny måde. Her er den serveret med en laber kirsebærsauce. Nederst kommer jeg med forslag til andre toppings.

Intet bliver bedre end summen af sine dele, så her kan det godt betale sig at bruge det bedste af det bedste. Desværre kan jeg ikke opstøve økologisk kondenseret mælk herhjemme (men planlægger at komme en del dåser i kufferten næste år, hvor turen igen går til NYC), men ellers er resten øko og knaldgodt.

6 dl sødmælk
50 g grødris
1 ds kondenseret mælk
½ knsp fint salt
2 stor fed vaniljestang
2½ dl fløde 50%

Ønsker man at snige lidt smag af mandel ind, kan man enten koge en lille håndfuld smuttede grofthakkede mandler med - eller tilsætte et par dråber mandelessens til den færdige is.

Flæk vaniljestangen og kom marven + den tomme stang i en gryde, sammen med grødris og sødmælk. Kog blandingen under omrøring i ca 20 minutter. Tag gryden af varmen.

Lad blandingen trække i ca 30 minutter.

Hæld hele herligheden op i en fintmasket si. Når mælken er dryppet fra, skal risene ha' en god omgang med en ske. Det får det yderste opblødte lag til at ryge med ned i mælken. Sørg for at skrabe det der sidder på ydersiden af sien med af. Fisk vaniljestangen fra og kasser den. Gem risene til grød.

Bland derefter rismælken med den kondenserede mælk, salt og fløden. Køl blandingen helt af i køleskabet og kør den derefter i ismaskine og frys den ind i små portionsforme - eller en sandkageform. Har du ingen ismaskinen, piskes fløden til blødt skum inden den vendes i blandingen, der fordeles direkte i forme og fryses ind.

Og så til serveringen. Kirsebærsauce er jo det helt klassiske tilbehør - kold, lun, med bær eller uden bær.

Den eneste købte jeg sværger til er den her fra Selleberg. Hvert år på Kulinarisk Sydfyn sørger jeg for at få fyldt lageret op til jul. Den er HIMMELSK! Er du ikke til bærrene, men kan godt lide smagen....

Så server i stedet isen med valnødder i kirsebærsirup - også fra Selleberg. De giver lidt knas og bitterhed til alt det søde.

Jeg kan også varmt anbefale at servere isen med min hjemmelavede appelsinsauce eller ditto kirsebærsauce. Men hey, det er DIN jul....så server endelig karamelsauce, chokoladesauce eller bearnaisesauce til, hvis det er det du føler for!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og de gemte ris? I bedste Stop Spild Af Mad stil koges de nemt til en grød. De her kom i en bøtte med 2 dl mælk og blev zappet 2 x 8 minutter i mikroovnen, med en omrøring imellem. Det er ikke kirsebærsauce der er på, men en smule jævnet romtopf. Jeg må indrømme at jeg sniger sprut ind i så meget som muligt i juletiden. 

Lige nu er jeg faktisk ved at koge en risengrød fra bunden - i min Crock-Pot. Det er første gang jeg prøver det, plejer jo ellers at lave det i ovnen efter den her metode. Men de arme arme magter ikke at bakse stegesoen ud og ind af ovnen længere, så nu prøver jeg altså en anden løsning. 

God mandag aften til alle der kommer her forbi...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...