Viser opslag med etiketten Pizza. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pizza. Vis alle opslag

fredag den 6. marts 2026

Sprød pizza med pepperoni...

Den her pizza er glutenfri og lavet af proteindej med hytteost. Den tager ingen tid at lave - og minder lidt, om dem fra den dersens tyske doktor - med helt tynd og sprød bund.

Pizzaen er designet til mit vægttab, så derfor er der angivet gram på fyldet, så jeg kan lave en kalorieudregning, til dem der ønsker den slags. Du kan sagtens skrue op for mængderne, som det passer dig - og toppe med lige det, du kan lide. 

Først den tynde sprøde bund:

125g hytteost 4%
1 æg
100g havremel
½ tsk bagepulver
1 knsp fint salt
Lidt fedtstof på spray

Blend 200g hytteost, tag 75g fra til toppingen - og blend de resterende 125g sammen med ægget. Rør de øvrige ingredienser i. 

Spray lidt mere fedtstof ovenpå - og læg et stykke bagepapir ovenpå. Rul dejen ud, mellem bagepapiret, med en køkkenrulle. Træk derefter det øverste stykke bagepapir af.

Form en lille kant med fingrene, ved at rulle den yderste ½ cm ind. Bag bunden sprød på 200°C varmluft i ca 15 min.

Og så til toppingen:

Jeg brugte det her - brug det du er til.

100g pizzasauce
75g hytteost
50g pepperoni
40g majs
15g oliven
35g syltet rød peber
80g pizzaost

Smør bunden med pizzasauce og fordel hytteosten ovenpå. Jeg kom den i en lille sprøjtepose, for nemheds skyld. Læg resten af toppingen til rette ovenpå - og bag pizzaen færdig, til osten er smeltet, ca 8-10 minutter.

Den færdigbagte og knasende sprøde pizza.

Server pizzaen rygende varm, med lidt frisk basilikum på toppen - og en lækker salat på siden.

Hele pizzaen indeholder 1230 kcal og 79g protein. Jeg fik 2 hovedmåltider ud af den.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

onsdag den 11. februar 2026

Pizzasnegle på proteindej...

Efter jeg havde postet kanelsneglene i går, spurgte min husbond, om jeg ikke kunne forsøge mig med pizzasnegle også - så han kunne få dem som 'komme hjem fra arbejde snack'. Jow da, og de blev så gode, i første hug, at opskriften allerede er klar nu.

Bløde lækre pizzasnegle med smovset fyld.

Ganske som med kanelsneglene, er teknikken virkelig vigtig, da det ellers bliver noget klistret hejs. Men hvis du følger anvisningen, trin for trin, skal de nok lykkedes.


8-12 stk

Dejen:

200g hytteost 4%
2 æg
200g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

Fyldet:

100g bagt sød kartoffel (eller butterbeans)
50g tomatpuré
30g ketchup - sukkerfri eller alm
100g revet mozzarella
100g kalkunbacon
Et drys italian seasoning eller oregano

Ekstra:
Lidt olie
Æg til pensling

Tænd ovnen på 180°C varmluft.

Blend hytteost og æg sammen. Tilsæt mel, bagepulver og salt - og rør dejen hurtigt sammen. Et stykke bagepapir sprayes med lidt olie - og dejen trykkes ud til en firkant, med fedtede hænder.

Mos den søde kartoffel, eller blend butterbeans, og bland med de 2 slags tomat - og kom 'remoncen' i en sprøjtepose.

Hak kalkunbaconen mellemfint. Der kan også bruges skinke, pepperoni eller en rest kylling.

Sprøjt 'remoncen' ud på dejen og fordel den forsigtigt med en kniv.

Drys med revet ost, finthakket kalkunbacon og det valgte krydderi. Rul derefter dejen, ved hjælp af bagepapiret, som var det en roulade.

Kom igen lidt olie på hænderne og den kniv der skal skæres med. Skær rullen i 8 (eller 12) stykker - og tør kniven af, efter hvert snit. Spring endelig ikke dette trin over, da dejen på kniven ellers vil klistre til dejen i rullen, i næste snit. 

Med fedtede hænder, sættes sneglene derefter på en bageplade, belagt med bagepapir eller en silikonemåtte. Giv dem et lille tryk på toppen - og pensl dem med sammenpisket æg.

Bag dem i 18-20 minutter (ved 12 stk, 15-17 min). Lad dem derefter køle af på en rist.

De er bedst nybagte eller lunede. De kan opbevares 2-3 dage på køl eller fryses.

De er simpelthen så bløde og lækre. 

Har allerede bagt 2 portioner, som nu venter i fryseren. De er lynhurtige at tø op i mikroovnen og derefter bage et par minutter i airfryer/ovn. 

Ved 8 stk:
215 kcal
13,8g protein

Ved 12 stk:
144 kcal
9,2g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

onsdag den 5. marts 2025

Meatza - pizza med bund af kød...

Her får du opskriften, på en meget mættende pizza, eller retter en meatza - for bunden er lavet af kød. Den blev til, her i min kostomlægning, hvor jeg prøver at få rigeligt protein indenbords. Jeg har lavet en anden udgave, dengang jeg fastede på 5:2. Det er den her, med ost og 'bacon'. Her har jeg dog brugt kylling, i stedet for oksekød.

Kød, toppet med ost og kød - og lidt alibigrønt. 

Ingredienserne til bunden:

750g hakket kylling
3 æg
30g revet parmesan
50g protein-ost (eller mozzarella)
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Og riv nu lige parmesanen selv - i stedet for at købe det dersens pulver i pose.

Ælt det hele sammen og fordel på en bageplade med smurt/sprayet bagepapir. Bag ved 200°C i ca 15 min. 

Dup tør for væde og vend over på et nyt stykke bagepapir, så bunden kommer opad. Bag 5 min mere.

Og så til toppingen. Man kan bruge lige det man kan lide. Jeg brugte, hvad jeg havde på lager.

Og det var:

Pizzasauce
Protein-ost
Hamburgerryg
Artiskokker
Kalamata-oliven
Cherrytomater

Frisk basilikum til pynt

Først et godt lag pizzasauce. Man kan også bruge pesto.

Og derefter ost. Jeg har her brugt protein-ost. Den her pose, var en spotvare fra Lidl, men jeg har senere set noget lignende i både Meny (Them Andelsmejeri) og Føtex (Protein Lab). Man kan også bruge ganske almindelig mozzarella. You do you!

Fordel toppingen i et jævnt lag og bag derefter meatzaen til osten er perfekt smeltet.

Pynt med frisk basilikum - skær ud og server. Giv en god blandet salat til.

Virkelig mættende og proteinrig aftensmad. Skulle der være rester, er det virkelig godt koldt, til frokost, dagen efter.

Tak fordi du læste med, helt herned. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...