Viser opslag med etiketten Maskiner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Maskiner. Vis alle opslag

torsdag den 14. januar 2016

Gin & tonic - som sorbet...

For at vende langsomt tilbage til bloggen, har jeg valgt at fokusere på et lille lifligt emne: gin. De sidste par år er det blevet til både en voksende gin-samling (34 varianter, i skrivende stund) og flere spændende gin-smagninger på div messer. Og nu er jeg så nået dertil, hvor det ikke længere kun skal drikkes - nu skal det også spises. Og hermed skydes mit spiselige gin-tema i gang. Og den første 'ret' er denne forfriskende og frække gin-sorbet:  

Det er ikke en traditionel sorbet, da den ikke indeholder ret meget sukker. Den skal kunne serveres i stedet for en gin & tonic - på en kølig dag, før en middag, som gane-renser eller sågar som en let dessert hvis man har 'skinny bitches' til middag. 

Inspirationen har jeg fundet her hos Johan. Det viste sig at jeg havde indkøbt nøjagtig samme sam-pak med 1 flaske Gin Mare og 4 stk 1724 tonic, så det var jo oplagt. Det er en fabelagtig gin, som normaltvis er lidt til den dyre side (ca 400 kr), men jeg fandt pakken i Inco før jul til 247 kr + moms. Score! Du får her min version, som afviger fra Johans på et par springende punkter.

Johan bruger ren appelsinsaft - jeg blander lime, citron og mandarin (rester fra julen i bedste Stop Spild Af Mad stil). Det giver mere syre og kræver derfor mere sødme - så i stedet for lidt simpel sirup (1:1 vand og sukker) vælger jeg at bruge en større mængde glukosesirup. Det ændre også lidt på konsistensen, som jeg så fremhæver yderlige ved at tilsætte en æggehvide. Det giver en cremethed som ellers er svær at opnå med så lav en sukkermængde.

Der skal bruges 1 dl saft. Det passede meget fint med 1 lime, 1 citron og 1 mandarin. Vælg den kombination du foretrækker - og juster sødningen efter dit valg. Pres citrusfrugterne og si saften, så alt pulpen kommer fra.

Og så er det ved at være tid til at mixe vores drink sorbet.

1 dl Gin Mare
4 dl 1724 tonic
1 dl citrussaft
4 spsk glukosesirup
1 økologisk æggehvide

Og nej, du kan naturligvis ikke bruge hverken en anden gin eller en anden tonic - så bliver det den falske sorbet. Men jeg er åben for muligheden for at jeg kan tage fejl....

Bland citrussaft og glukosesirup - og rør til det er opløst. Tilsæt gin og tonic. Sæt blandingen på køl og lad den blive helt kold. Jeg valgte at ha' æggehviden klar, så jeg ikke skulle til at bøvle med den senere.

Beklager det uldne billede, men det er knipset på mit 'fjernlager'. Mine armkræfter rækker ikke til at bære ismaskinen frem og tilbage til køkkenet, så nu har jeg sat en lang forlængerledning til, så jeg kan kører is derinde. Man må sno sig, ikke? Hele massen blev hældt i og den gik lov til at køre i 15 minutter.

I mellemtiden blev æggehviden letpisket. Den skal endelig ikke piskes alt for stiv. Den hældes derefter i sorbeten - som så får lov at køre yderlige 15 minutter.

Den færdigkørte sorbet er stadig meget blød a'la slush-ice. Den skal med hast, i en bøtte og på frost i mindst 4-6 timer. Bank bøtten forsigtigt mod bordet først, for at fjerne overskydende luft.

Ingen ismaskine? Frys massen ind i en flad bøtte og rør i den, af og til, med en gaffel til den bliver grød-is. Lad den derefter fryse næsten ind. Stik derefter en stavblender i og 'skum' den op sammen med æggehviden. Frys ind. Det giver ikke helt så luftig og cremet en sorbet, men det går an.

Anret sorbeten i smukke glas. Jeg har fundet det her pragtfulde retro-glas i en genbrugsbutik for 5 kr - og knuselsker det. Stil glasset i køleskabet ca 30 minutter før anretning, det er nemlig mest optimalt at servere en sorbet i et afkølet glas.


Sorbeten kugles op med en is-ske eller en spiseske.

Pynt med lidt lime - enten som skal, halve skiver eller en snirkel. Brug kniv, juliennejerne eller kannalerjern. Jeg rev en masse limeskal til et andet projekt med juliennejernet - og kunne derfor lave en halv skive, med fine riller i skallen. 

Nøj, det er en laber og læskende sag. Glæder mig til servere den for gæster senere på måneden.

Man kan også lade den tø lidt op og servere den som slush-ice i et cocktailglas med sugerør.

Eller med ske. Og det er sådan den vil gøre sig godt som skinny dessert.

Sorbeten kan også bruges til at lave en ganske særlig G&T med - og den får du i det næste indlæg. For ja, nu er der da vist kommet hul på bloggeriet igen.

Og så vil jeg godt lige slutte af med at uddele lidt ægte linklove. Jeg er nemlig stødt på en SÅ nørdet blog at jeg bliver nødt til at anbefale den. Af samme grund måtte jeg lave den her sorbet - og så har du jo nok allerede gættet at det handler om den her blog. Johan poppede pludselig op på min radar og så blev jeg straks fanget ind. Det er vildt nørdet, teknisk, passioneret og meget dybdegående - foregår i et hæsblæsende sprog (på engelsk) og med et svimlende lixtal. Det er en blog der kræver noget at sine læsere, der skal læses og forstås - men man kan også snyde og blot scrolle ned til opskrifterne nederst. Men så snyder man sig selv for, dels en masse viden og dels en masse sjov. Det var sådan jeg selv drømte om at skrive da jeg startede op, men med en hjerne der er havregrød halvdelen af tiden, lader det sig ikke gøre. Og jeg tror at det netop er derfor at jeg nu nyder den slags blogs endnu mere. Hvis du også er til  ekstremt madnørderi og ordekvilibrisme - så kig med her på hans blog - og følg også med her på Facebook. 

Og så er det da vist blevet tid til en lille G&T...ikke?

mandag den 8. december 2014

Crock-Pot: Eisbein med sauerkraut og cidersauce...

Her kommer en rigtig sydtysk klassiker: Eisbein med sauerkraut - dog i min meget frie og kærlige fortolkning. Det er på ingen måde en ret jeg havde planlagt at lave, men da jeg stod med en masse sauerkraut til overs efter mine New York style hotdogs var jeg jo nødt til at finde på noget at bruge det til i bedste Stop Spild Af Mad stil. Og før jeg fik set mig om var jeg i gang med den her ret. Godt så!

Smørmør, langtidstilberedt gris + krydret sauerkraut + sennepscreme + kogte kartofler + cidersauce + høvlede gulerødder =  om ikke så skøn at skue, så ufattelig velsmagende aftensmad!

Denne kæmpe Crock-Pot fra Acreto har stået et stykke tid og ventet på at der blev kræfter til at teste den. Det var oplagt at få den i spil til sådan en omgang gris og kål.

Til eisbein bruger man sædvanligvis schweinshaxe (svineskank). Jeg gik på jagt i fryseren og fandt et stykke af min lille velfærdsgris Putin fra Lille Raneladegård. Det er et stykke skank med tilhørende skinke - perfekt til formålet.

Jeg havde været så heldig at vinde en lille dåse sauerkraut i pakkespil, og den kom straks med i kålpuljen her. I stedet for vand, valgte jeg at bruge ½ L æblecider. Ikke den søde variant, men en stærk sag. Som det søde blev det til lidt agavesirup, i stedet for sukker. 2 mellem løg skulle der også til. Og så var der krydderierne. De opskrifter jeg kiggede var typisk med enebær, laurbærbær og kommen. Det var ikke lige en smagsprofil jeg magtede, så jeg sammensatte min egen: 3 laurbærblade, 5 hel allehånde, 5 nelliker, 10 sorte peberkorn og 1½ stjerneanis.

Løgene blev snittet og delt i løse ringe.

Løgene blev derefter sauteret ved svag varme i SMØR, til de var gyldne og karamelliserede. Alle krydderierne kom med de sidste par minutter. Løgblandingen blev vendt sammen med kålen og halvdelen lagt i den ventende Crock-Pot.

Den lille gris fik ridset sværen diagonalt, krydret med salt + peber og blev lagt på kålen med kødsiden op.

Resten af den krydrede kål blev fordelt over kødet og flasken med cider hældt i. Låget blev lagt på, varmen blev indstillet på low og timeren sat på 5 timer. Da tiden var gået blev kødet forsigtigt vendt - og fik 3½ time mere.

Grisen faldt fra hinanden da jeg fiskede den op - succes! Jeg tømte resten af indholdet op i en sigte.

De hele krydderier blev fisket fra kålen (de er SÅ trælse at bide i). Stegeskyen blev kørt igennem et klæde, kogt lidt ind og jævnet med en smule arrowroot (pilerodsstivelse). Saucen blev smagt til med salt og et par dråber agavesirup. Liflige dråber!

Der hører sig sennep til. Jeg tog et par gode skefulde fuldkornssennep og rørte op med lidt dijon og alm gul sennep. Som ekstra tilbehør ville jeg bare ha' noget knas fra gulerødder i spåner (lavet med tyndskræller) som modspil til den ellers meget bløde ret. Og så skulle der en helt alm kogt hvid kartoffel med et drys persille til.

Det smørmøre kød blev befriet for fedt og svær - og delt i store lunser. Det blev overhældt med den labre cidersauce.

Og så var der gris og kål i rigelige mængder. Meget mættende og nærende vintermad. Der kunne sagtens ha' været serveret et godt glas cider til - men jeg fik nu en kold øl. Det er jo jul og dermed sæson for hvid X-Mas som jeg har et blødt punkt for.

Max var på besøg og vi fik næsten gjort kål (pun intended) på alt kødet. Det er lige en smule tilbage og jeg tror der skal i et par vietnamesiske pandekager på mandag. Der er masser af kål tilbage - og det bliver frosset ned i mindre portioner til andre projekter. Jeg har f.eks en pakke gåsepølser liggende - og det kunne godt blive til en fræk julehotter med krydret sauerkraut og syltede løg. Nu får vi se.....

En ting er sikkert: den Crock-Pot er kommet for at blive. Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men jeg bruger ikke min Römertopf ret meget mere. Den er simpelthen for tung for mig at løfte ind og ud af ovnen - mine dumme arme vil slet ikke samarbejde i tiden. Den her Crock-Pot står i arbejdshøjde på køkkenbordet og er ret nem at ha' med at gøre. Det er lige før jeg overvejer at sende min Römertopf videre. Vi har ellers lavet mange gode ting sammen. Men vi vil jo altid ha' minderne.

Nu vi jeg gå i køkkenet og lave små frække kiksekager i portionsstørrelse.

mandag den 19. december 2011

Må jeg bede om jeres hjælp igen?...

I morgen kåres vinderen af Peberkagehusudfordringen. Jeg er blandt de 10 finalister takket være alle jeres skønne stemmer. I dag må jeg dog bede om jeres hjælp en sidste gang hvis jeg skal ha' en chance for at vinde den dejlige røremaskine.

Som I kan se så fik jeg vildt mange stemmer i forhold til de andre deltagere - men det hjælper mig desværre slet ikke her i den sidste runde.

Røremaskinen er nemlig sponseret af den norske webshop Jernia.no. Resten af konkurrencen foregår på deres Facebookside Jernia. Man skal 'syntes om' dem for at kunne deltage (men man kan jo bare vælge sig fra igen i morgen) og så kan man klikke 'like' på et af mine peberkagehuse (nr 2 og nr 4). Jeg ville sætte stor pris på stemmer på hus nr 2.

Jeg ved det er meget at ulejlige jer med igen - jeg vil bare så forfærdeligt gerne vinde den røremaskine som kan gøre mit arbejde nemmere i køkkenet.


Konkurrencen er lige blevet forlænget til på onsdag. Jeg forsøger dog at skrue forventningerne ned. For det er ikke nødvendigvis den med de fleste 'likes' der vinder. Jernia.no vil vurdere det internt bagefter. Der er jo forskel på hvor mange læsere de forskellige deltageres blogs har. Egentligt meget fair. Men jeg krydser fingre for at de foretrækker mit hus ☺

På forhånd tusind tak for hjælpen.


torsdag den 15. december 2011

Hjælp mig med at vinde en Kenwood Major...

Kære søde læsere. Jeg vil være meget taknemmelig hvis I ville hjælpe mig lidt. Jeg deltager i PEPPERKAKEHUSUTFORDRING her på Matbloggsentralen som den eneste dansker. Konkurrence er ganske kort: den løber kun fra nu og til midnat på søndag d 18/12.

Præmien er den her Kenwood Major KM020 (sponseret af Jernia.no) - som jeg SÅ gerne vil vinde. Den vil gøre det muligt for mig at bage meget mere og lave endnu flere spændende ting her til bloggen.

Man måtte deltage med 2 bidrag (der deltager 21 huse i alt) og jeg har sendt disse to ind:


Og peberkagehuset fra i år

Af de 10 huse som får flest stemmer af læserne vil Jernia.no kåre en vinder ved hjælp af deres Facebook side og/eller en intern afstemning.

Afstemningen er meget nem: der er et kryds under hvert hus som man bare skal klikke på. Hvis du vil hjælpe mig, så følg linket HER og stem på hus nr 10 eller 11. Det er vist nr 10 der har den bedste chance for at klare sig i den videre konkurrence, men det er kun et gæt.

På forhånd tusind tak for hjælpen ☺

tirsdag den 4. oktober 2011

Chokoladeis på kondenseret mælk...

Efter et meget fejlslaget forsøg (som du kan læse om nederst) er det endelig lykkedes mig at lave den perfekte chokoladeis. Det er heldigvis blevet meget nemmere efter jeg er begyndt at lave is på kondenseret mælk. Der er ingen besværligheder med æg eller kogt creme. Faktisk kan sådan en ismasse laves på under 10 minutter.

Kraftig mørk chokoladeis, cremet og silkeblød. Og den kan kugles op direkte fra fryseren.

Det er næsten ikke til at tro at man kan lave så lækker en is ud af bare 4 ingredienser - men det kan man altså.

1 ds kondenseret mælk
100 g mørk chokolade
2,5 dl fløde
2 dl kogende vand


Jeg havde noget 70% chokolade liggende fra jul som skulle bruges. Det hakkede jeg groft. Chokoladen skal smeltes enten over vandbad eller i mikroovnen. Jeg brugte mikroen. Chokoladen fik 3 x 30 sekunder, med omrøring mellem hvert *zap*.

Den kondenserede mælk røres i den smeltede chokolade. Det kan være nødvendigt lige at komme blandingen over vandbad eller i mikroen igen. Når blandingen er rørt helt sammen, kan der kogende vand røres i lidt af gangen. Derefter røres fløden i og blandingen sættes på køl.

Når blandingen er helt afkølet køres den i ismaskine eller fryses ind i en flad bøtte (rør i den hvert 20 minut til omrøring ikke længere er muligt).

Efter 45 minutter i ismaskine er den klar til at komme i en bøtte og i fryseren i 3-4 timer.

Og så er det bare at gå ombord i den lækre is. Den har en rigtig god intens smag af chokolade.

Og den mislykkede chokoladeis? Den fremkom ved at følge den her opskrift slavisk. Jeg kunne sparke mig selv over ikke at ha' stillet spørgsmålstegn ved den.


Opskriften lyder på ekstra sukker og en rigtig dum fremgangsmåde - men ellers også nogenlunde nem at gå til.

Den smeltede chokolade skal koges op med vand, sukker og den kondenserede mælk. Øh, det kan man så ikke. En fedtfase og en vandfase kan altså ikke blandes.

Det blev noget værre grynet jams. På trods af udseendet kølede jeg den stadig ned og kørte i ismaskinen.

Så langt så godt. Den kom også i fryseren. Og så er det så her at opskriften fejler endnu engang: sukkerindholdet var SÅ højt at isen efter 24 timer ikke var frosset ind. Den var så vammelsød at den røg direkte i skraldespanden. Jeg overvejer at kontakte hende der har lavet opskrifter og spørge om hun har testet den eller bare tænkt at det ville gå.

Er jeg en kost hvis jeg gør det?




fredag den 29. april 2011

#AEBMB...

For de uindviede må jeg hellere forklare overskriften. Den stammer fra Twitter og er det der kaldes et hashtag (#). Det betyder her i alt sin enkelthed: Alt Er Bedre Med Bacon. Oh yes, det er der vi er.

Nystegt bacon - fra mikroovnen???

Jeg har længe påstået at bacon er gastronomiens gaffatape som kan reparere enhver ret. Men det at stege bacon hader jeg - det bliver enten ikke som jeg vil ha' det eller også får jeg kvalme af lugten. Så det er faktisk ikke ret tit jeg laver bacon. MEN det ændrer sig nu. For i onsdags snakkede jeg med Lars Grydeske om mikrobølgeovnens fortræffeligheder. Han kunne berette at han skam stegte bacon i sin. Han fik sig et godt grin over mit vantro ansigtsudtryk, men forsikrede mig om at den sørme var god nok.

Det skulle jeg selvfølgelig straks afprøve. Og som den last mover jeg er har jeg siden opdaget at ALLE andre end mig åbenbart vidste at man kunne stege perfekt bacon på den måde. Skulle der alligevel sidde en enkelt derude der tænker: Æh, hvad kan man? - så kommer her en hurtig guide. Læg først baconskiver på en tallerken mellem 2 stykker køkkenrulle. Her den gængse fra Tulip.

Alt afhængig af mikrobølgeovnens muskelkraft skal baconen ha' 4-5 minutter på fuld knald. Hellere kigge til det efter 4 end brænde det til slagger på 5 (empirisk indlæring rules).

Tah da.....sprødstegt og næsten lugtfrit bacon. Det er et mirakel! Baconen pilles lynhurtigt af papiret og så er det klart til at guffe i sig.

Her til labre scrambled eggs og HEINZ ketchup. Og sådan kan det jo gå at man kommer til at æde en hel pakke bacon......selv.

Det vælter bare ind i tiden med invitationer til spændende arrangementer og det er desværre ikke dem alle der er kræfter til. På mandag er der et et meget interessant et på Carlsberg med lancering af nye drikkevarer og dejlig middag til - men jeg magter simpelthen ikke at skulle med toget til København for en dag. Jeg har en aftale tirsdag som er ret vigtig, så det ville betyde ca 8 timer i et tog frem og tilbage - det kan jeg altså ikke holde til.

Til gengæld har jeg så sagt 'ja tak' til at tage til Ebeltoft sammen med Sif og Signe for at spise frokost på Fregatten Jylland d. 12/5. Hotel & Restaurantskolens innovationslinje laver en spændende menu hvor de indrager ingredienser fra Fregattens proviantliste fra togtet til de Vest-indiske øer. Det tror jeg bliver en rigtig sjov oplevelse.

Hold nu op hvor var det en god Lakridsmiddag i aftes på Malling & Schmidt - jeg skal lige simre lidt mere over det og udvælge billeder inden jeg blogger om det. Men jeg kan fortælle så meget som at det var legen.......wait for it.......dary!

Point til dem der ved hvor det kommer fra ☺
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...