Viser opslag med etiketten Roskilde Festival. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Roskilde Festival. Vis alle opslag

onsdag den 7. juli 2010

Hjem til Århus...

Så sidder jeg i toget på vej hjem. Jeg er øm i ALLE led, smadret, dødtræt og fuldstændig overlykkelig. Roskilde er ovre -og jeg gennemførte! Desværre kunne jeg ikke magte at arbejde alle de planlagte 22 timer, men fik ros og klap på skulderen for det jeg trods alt kunne klare. Og hvad angår det sociale: jeg har været tæt omgivet af ca 100.000 mennesker i næsten en uge - og har ikke følt mig utryg eller truet på noget tidspunkt.

Jeg er glad for at jeg havde købt det rigtige udstyr og sov rigtig godt på min gode madras i mit lille telt. Men allerede kl 9 hver morgen blev teltet forvandlet til en sauna, så det meste af tiden var jeg ude under åben himmel. Selv om jeg var smurt ind i faktor 30 er jeg nu så brun som aldrig før. Nu skal jeg hjem og hvile mig, vente på at min blødende fødder heler og ha' mindst 5 brusebade før jeg føler mig helt ren. Først skal jeg dog ud og spise en lækker frokost med Max som henter mig på banegården. Jeg vender tilbage med mere når jeg har hvilet ud og kigget på alle billederne. Tjaw!


tirsdag den 29. juni 2010

Rå fisk og rå hæle...

Søsterboblen har et par skønne dage med sol og hygge. I aftes var vi på YaYa sushi for 3. gang og det var det bedste sushi vi har fået der indtil videre.

Der var blandt andet denne 'rainbow' med fyld af krabbe, toppet med laks og avocado.

 Og en helt vegetarisk futomaki med tangsalat, mango, agurk og tofuskind. Det var virkelig et par lækkerbidder.

Vi prøvede ikke at spise så meget som sidste gang og det lykkedes næsten. Hvis du bor i Brønshøj eller omegn kan jeg altså virkelig anbefale YaYa. Det er god sushi til pengene.

 Jeg er ved at gøre de sidste indledende øvelser til Roskilde. Jeg har lavet en plan over hvad jeg gerne vil høre og det jeg måske vil høre. Det er dog et par bands jeg går glip af pga arbejde fredag aften som jeg vildt gerne ville ha' hørt (Them Crooked Vultures og Nephew). Men da der jo ikke er noget at gøre ved det, så forsøger jeg at give slip på skuffelsen. Jeg vidste at det var betingelserne da jeg meldte mig som frivillig.  

Søs og jeg var ude på pladsen i søndags for at hente mine armbånd (medarbejder og camping) og sætte mit telt op. Hallo, jeg havde da fuldstændig hovedet under armen. I stedet for at iføre mig mine nye dyrt indkøbte travesko, gik jeg rundt i et par tullesko der lige tog alt huden på begge hæle. Nu skal jeg døje med det hele festivalen. Virkelig smart NOT! Men nu har jeg købt to pakker Compeed plaster så jeg kan tage nye plastre på hver dag. Teltet blev låst med en hængelås, så jeg håber at det står der i morgen tidlig når jeg kommer derud. Puha, hvor har jeg mange sommerfugle i maven. Det er noget af det vildeste jeg nogensinde har rodet mig ud i. 
Jeg er tilbage her ved Søs engang i løbet af mandag. Men jeg kommer ikke til at være helt offline. Fra mobiltelefonen kan jeg tilgå både Twitter og Facebook. Så selv om jeg er omgivet af fremmede har jeg mine venner med i lommen. Der er også et par stykker der har tilbudt af ringe med støtte og krisehjælp hvis jeg skulle få brug for det. Tak, det er jeg meget glad for. Det er godt at vide at jeg har livliner når/hvis det brænder på. Vi ses på mandag. Pas på jer selv og hinanden. Tjaw!  

søndag den 27. juni 2010

Le Basilic...

I går havde jeg den fornøjelse at være ude og spise med Signe. Hun er lige blevet færdiguddannet som lærer og det skulle fejres. Så for første gang nogensinde var jeg på Le Basilic, som er en 'medbring-selv-vin' restaurant. Man kan sammensætte sin menu som man vil, eller vælge stedets 'gourmetmenu' med valgfri hovedret, for 40 kr ekstra. Det sidste sagde vi ja tak til og efter ganske kort tid dukkede der en tallerken med forretter op.

I glasskålen er der noget så sjældent som en hummerbisque uden fløde. Den var desværre meget salt, men med brød gik det lige. På tallerkenen var der også (i urets retning) en skive bresaula pakket om lidt chilihumus og dryppet med persillepesto. En salat af mango, spæde blade, pistacienødder og marineret artiskok. Den sidste ting var en lakseterrine med krebsehaler. Den var desværre også meget salt og smagte meget kraftigt af hvid peber. Signe havde en lækker hvidvin fra Wolf Blass med, som vi fik til.

 Jeg havde rødvin med til hovedretten. Og da der var noget at fejre havde jeg investeret i en rigtig god flaske shiraz. Francis Ford Coppolas vingård i Californien laver nogle rigtig gode vine. Den her er jeg fuldstændig vild med. Det er en rigtig kraftkarl med toner af blomme og lakrids, med lidt peber i næsen. Den koster 165 kr i detailhandlen, men på en restaurant kan man komme til slippe så meget som 530 kr for den.

Signe valgte 'dagens fisk' som i går var stegt hellefisk. Jeg valgte lammekrone med hvedeotto og urter. Til begge retter fik vi nye kartofler. Lammeretten var lækker uden at være prangende. Kartoflerne var godt nok blevet fuldstændig mishandlede. De var kogt og genopvarmet i ovnen. De var seje at tygge ned i og fuldstændig som mos i midten. Ærgerligt.

Desserten var der ikke en finger at sætte på, det var knaldgodt og velsmagende det hele. Bagerst en skål passionskoldskål med en kugle æblesorbet. Pivfræk smagskombination. Til venstre et stykke chokoladebrownie med nougatmousse på toppen og lidt ingefærsirup. Til højre en orange-chokolademousse med jordbær og citronmelisse. I midten lidt coulis på mango og røde bær. Signe havde den mest fantastiske dessertvin med som vi lappede i os med stort velbehag. Regningen lød på 325 kr pr snude. Helt ærligt, så syntes jeg at maden var ganske fin til prisen. Der var selvfølgelig nogle skønhedsfejl og småærgelser hen af vejen - men til den pris kan det godt tilgives. Det er bestemt ikke sidste gang jeg spiser på Le Basilic. Det er et hit at tage vin med hjemmefra, da det tit er det der gør et restaurantbesøg dyrt. Bagefter gik vi på 'Sherlock Holmes' for at høre Signes mand spille livemusik. Det var superhyggeligt og vi sang med af hjertens lyst og drak et par fadøl.

Hmm, skulle vist ikke lige ha' drukket øl efter vin. Da jeg vågnede i morges havde jeg det ikke alt for godt. Heldigvis kunne jeg høste frugterne af min gode planlægning og pakke kufferten i en fart. Alt hvad jeg skal ha' med til Roskilde stod nemlig klar, lige til at kyle i kufferten.

Jeg får sikkert ikke brug for halvdelen, men HVIS nu. Ja, det er vampyrtænder. Nu går jeg jo glip af premieren på Eclipse, så jeg må selv ud og gå til biddet. Muhahahaha........

Trixie Belle 'hjalp' med at pakke tøjet. Jeg læste et sted at det var bedst at rulle tøjet til pølser, så krøller det ikke så meget. Uha, hvor var det svært at vælge hvad jeg skulle ha' med. Heldigvis fandt jeg en pakkeliste på nettet et sted og brugte som guideline.

Tøjet blev sorteret og lagt i skraldeposer, som jeg sugede luften ud af. Tah da...det hele kunne være i kufferten.

Nu sidder jeg i toget med det danske sommerland drønende forbi. Jeg er glad, ved godt mod og meget spændt på ugen der kommer. Søs henter mig i Roskilde og så kører vi ud og får smækket teltet op. Wow, det sker virkelig. Jeg skal på Roskilde. Wee!

lørdag den 26. juni 2010

Førtidspension og frivillig på festival?...

Nu er der ikke længe til jeg drager mod Sjælland, søsterboble og Roskilde festival. Den ene dag derovre sidste år gav blod på tanden. Da jeg jo har en del skavanker at tage hensyn til, har jeg investeret i noget rigtig godt udstyr. Max har været så sød at give et generøst tilskud, så jeg kunne få det bedste af det bedste.

Jeg kommer til at gå rigtig meget derovre og det kræver et par gode travesko. Jeg har købe et par af disse vandtætte Ecco med elastikker i stedet for snørebånd. De er meget behagelige at gå i, så jeg tror det er det rigtige valg.

Teltet (Outwell Vision 200) er simpelthen SÅ smart og lige egnet for en som mig med få kræfter.

Det kommer i en rund, flad 'taske' - lige til at ha' over armen. Man lyner bare og og hiver teltet ud og *Pop* så er det klar til brug. Det er så lidt sværere at pakke sammen. På Outwells hjemmeside kan man heldigvis downloade en video der viser hvordan man gør.

Det er også meget vigtigt at jeg kommer til at ligge godt. Jeg får brug for at hvile mig en del i mit telt hvis jeg skal klare strabadserne. Jeg fandt en oppustelig boksmadras som pustes op med 240 tryk på en fodpumpe.

Jeg pustede den op her til aften for at se hvor hårdt det er. Det er et stort arbejde, men jeg kan godt. Max fik æren af at prøveligge den og var meget godt tilfreds. Så godt har han aldrig selv ligget på festival. Det er dejlig at der nu er styr på udstyret. Nu mangler jeg 'bare' at pakke resten. Jeg har fået tips og ideer til hvad jeg skal og ikke skal ha' med.

Men der er noget der går mig på. Jeg har fået et par stikpiller fra folk der har ondt i røven over at jeg skal afsted. Og jeg ved ikke om jeg skal forsvare mig selv eller bare ignorere det. Er Fibromyalgi og festival noget der kan kombineres? Efter at ha' læst et rigtig godt indlæg om 'Jubelpensionister' her hos 'Nutidspensionist' og kommenteret på det, har det rumlet rundt i hovedet på mig. Er jeg virkelig en af dem 'folk' ser skævt til fordi jeg er pensionist og aktiv? Kan man tillade sig at være frivillig på en festival når man ikke kan passe et normalt arbejde?

I et anfald af monumental sindsyge meldte jeg mig som frivillig og skal arbejde i 22 timer i løbet af ugen. Arbejdet består i at smøre sandwich i en økologisk Fairtrade kaffebar. Jeg ved ikke om jeg kan holde til det, men jeg har meldt klart ud fra starten om mit helbred. Hvis jeg bliver syg og må tage hjem, så er det sådan det er. Jeg er helt klar over at det får nogle høje fysiske omkostninger, men så må jeg jo tage en slapper bagefter. I tirsdags afsluttede jeg et 3 år langt terapiforløb og er nu 'færdigbagt'. Den sociale angst er under kontrol og jeg er blevet lidt mere af det der 'voksen'. Det skal simpelthen prøves af! Hvis ikke nu, hvornår så? Kroppen bliver jo ikke ligefrem mere samarbejdsvillig som årene går. Det er nu det gælder. Kryds fingre for mig.

onsdag den 8. juli 2009

Honey, I´m home...

Endelig hjemme igen, men træt, flad, brugt og udmattet (indsæt selv flere tillægsord her). Det har været en god tur. Roskilde var en KÆMPE oplevelse og sidder stadig og summer i hele kroppen. 4 dage hos min søster, svoger og lille niece - det summer i hovedet. Nu skal jeg hvile mig, sove så meget jeg kan og ikke tænke på alt det jeg skal de næste dage. Når billederne er udvalgt og overskuddet er til det, kommer der indlæg om alt fra blog-frokost, høj musik blandt 65000 mennesker, besøg i Zoologisk have og en frygtløs 2 årig. 

Jeg fik et lift helt hjem i dag, min søster og svoger skulle på kro-ophold ikke langt herfra. For første gang passerede jeg Storebælt på den fine dyre bro. Så fik jeg da lidt for mine skattepenge ☺

Og nu skal jeg bare sove........

fredag den 3. juli 2009

På gensyn...

Uha, hvor havde jeg en dejlig dag i går. Det blev godt nok til 4 timer i et tog, men med en god bog (C.H.O.K.) gik tiden hurtigt. Det var SÅ hyggeligt at besøge hende her. Den stod på masse af lækker mad og snak i spandevis. Og tænk, jeg mødte en rigtig prinsesse. Ikke på ærten - men på terassen ☺

Hun er bare noget af det kæreste og jeg sneg mig til at tage et par billeder. Der kommer mere om besøget en anden gang...

Tasken er pakket, kattepasserne er ankommet og kørt i stilling og solcremen er påført. Nu står den på endnu et togtur, frokost hos hende her og Roskilde festival sammen med 65000 mennesker. Noget af en udfordring, men jeg er KLAR! Det er jo Faith No More OG Nine Inch Nails der venter. Max vender hjem allerede i morgen, men jeg benytte mig at mulighede for at få et par dage sammen med min skønne søster og hendes familie i Herlev.

Det er uvist hvornår jeg kommer hjem, måske på mandag, måske først senere på ugen. Så på gensyn så længe...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...