Viser opslag med etiketten Fra Kasserne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fra Kasserne. Vis alle opslag

fredag den 22. juli 2016

Ceviche af 2 slags laks...

Nu tør jeg endelig sige det højt: det er sgu blevet sommer! For mig betyder det at jeg skal være så meget som muligt udendørs (og huske solcremen *suk*), drikke rigeligt med væske (også uden alkohol!) og spise lette kolde måltider. Jeg elsker ceviche, men får det alt for sjældent. Det er som om det har været gledet ud af min hjerne. Men i lørdags skal jeg lige love for at der blev gjort noget ved den forglemmelse. Min gastronomiske legekammerat Johan havde nemlig lavet en lille fræk ceviche på røget laks, som del af hans tex-mex ekstravaganza. Og med den, frisk i hukommelsen, gik jeg i køkkenet og lavede min egen version:

Man kan med lidt god vilje, kalde ceviche for fiskeverdens koldskål. Rare ting der røres sammen og går op i en højere smags-enhed. Den kan serveres rustikt, eller lidt mere fancy, som her. Det er kun fantasien og temperamentet der sætter grænser.

Johans ceviche bestod af røget laks, mango, løg, koriander, chili-marmelade og hjemmesyltede jalapenos + lime og min hjemmelavede hyldeblomsteddike. Jeg holdt fast i det søde, det røgede og det grønne - og spædede mere til.

Ceviche er en 'rå' fiskesalat - som er tilberedt med syre og ikke varme. Det er vigtigt at bruge så frisk fisk som muligt. Jeg brugte fersk økologisk laks fra min måltidskasse, som dog havde været frosset ned først. Jeg valgte at kombinere fersk og røget laks, for at få mere bid og fylde.

Først laves 'kogelagen' til fisken:


Saft af 1 stor eller 2 små citroner
Saft af 1½ lime
Revet skal af ½ citron og 1½ lime
2 tsk sød chilisauce
2 tsk hotsauce

200 g fersk laks (uden skind og ben) blev skåret i små mundrette tern - og 100 g røget ligeså. 'Kogelagen' blev rørt sammen og hældt over. Fisken blev sat på køl i 45 minutter, men en let omrøring hvert kvarter. Den er klar, når farven på fisken er skiftet fra klar til uklar.

I mellemtiden havde jeg gjort fyldet klart. 

½ mango
⅓ agurk
2 cocktailtomater (eller 1 alm)
1 forårsløg
1 avocado
½ potte koriander

Skræl mangoen og skær den i små tern. Befri agurken for kerner og skær den i tern. Gæt hvad du skal gøre med tomaterne? Yep, det samme. Snit forårsløget fint og skær avokadoen i rustikke stykker. Skyl og hak til sidst korianderen. Er du ikke til djævlens røvskæg den urt, så erstat den med dild eller bredbladet persille.

Bland fyldet sammen med fisken og smag til med salt, peber og evt en smule mere hotsauce. Og så er cevichen klar til servering. Giv noget sprødt og fedt til. Jeg lavede en hurtig krydret mayo af Hellmann's, hotsauce og lidt lime. 

Det sprøde lavede jeg af hvedetortillas, som jeg stak ud med en udstikker (gem resten til 'chips').

De blev bagt ved 175°C i 4 minutter på hver side.

Et skud spicy mayo, lidt fintsnittet rød spidskål (også fra måltidskassen), en god portion ceviche, mere mayo og et blad koriander. Rustikt og streetfood-ish.

Man kan også servere cevichen ved at presse den sammen i en serveringsring eller udstikker først. Det giver et mere stramt udtryk. 

Jeg syntes det ser pivgodt ud når man kan se alle elementerne på den måde.

Sådan vil den gøre sig godt som en forret eller en lille frokostret. Her har jeg givet tortillachips af hvid majs med gule hørfrø og hvid cheddar til.

Men mig og mængder, iggå? Tænk at lave ceviche af 300 g fisk til sig selv? Det kan ikke gemmes, så det var med at spise igennem. Jeg blev heldigvis længe oppe, så jeg fik mulighed for at få natmad:

En hel bagt tortilla med resten af fisken, mayoen og en håndfuld spidskål. Og så blev der gjort rent bord.

Jeg har et par andre versioner på tegnebrættet, som gerne skulle blive til noget i løbet af sommeren. Men for nu holder jeg lige en pause med fisken.

Dog ikke en pause fra tex-mex. I går legede jeg nemlig med frilandskylling og Johans mole. Hvad det blev til, kan du se i det næste indlæg...


tirsdag den 12. juli 2016

Koteletter i fad - med perlebyg og spidskålssalat...

I lørdags tog jeg mig sammen og lavede mad til Max, som var på besøg. Det blev til hans hofret koteletter i fad - som ellers er en ret jeg undgår at lave. Det var nemlig den eneste ret min farmor kunne på rygraden (eller rettere, det troede hun), så det fik jeg hver gang jeg besøgte hende. Hver eneste gang! Farmor var, sandt for dyden, ingen ørn i et køkken - og hendes krydderihylde blev sjældent rørt. Har har jeg lavet en økologisk version med masser af smovs - stik den farmor!


Ja, det er sådan en 'klat på tallerken' ret - men smagen er jo trods alt vigtigst. Farmor gav udkogte hvide ris til - jeg forsøgte mig med kogt perlebyg....og en frisk spidskålssalat for at få lidt knas.

Det var fedt at kunne lave en helt økologisk version. Koteletterne stammede fra 2 forskellige favorit-måltidskasser fra Skagenfood og cocktailpølserne fra Hanegal (fundet i Fakta). Det er ikke af dovenskab jeg har købt champignon i skiver - men 2 x 100 g renset kostede der samme som en urenset bakke med 250 g...så jeg ville få mere svamp for pengene og så kunne jeg endda også spare armkræfterne lidt der.

De 4 store flotte koteletter (750 g totalt) blev flækket på langs til 8 'fadkoteletter' med en lang tynd filetkniv. De blev dubbet tørre, krydret med urtesalt og friskkværnet sort peber - og brunet hurtigt på en knaldhed pande i en smule olivenolie. De blev derefter lagt i bundet af et ildfast fad - og så skulle de klædes godt på:

3 løg i tynde både
200 g champignon i skiver
3 fed hvidløg i papirtynde skiver
1 lille pakke cocktailpølser
2 spsk tomatpuré
2 spsk fuldkornssennep
500 g hakkede tomater
½ L piskefløde
Krydderurter

I bedste Stop Spild Af Mad stil kiggede jeg køleskabene igennem efter brugbare rester. Jeg fandt ½ glas mild salsa og lidt syltet rød peber - som begge dele ville give et lille pikant pift. Farmor brugte altid tørret rosmarin fra krigens tid. Det var som at tygge i forstenede grannåle (og en af grundene til at jeg i mange år troede at jeg ikke kunne lide rosmarin). Jeg gik ud i min lille altan-krydderurtehave og plukkede lidt citrontimian og salvie i stedet. Brug de krydderurter du kan lide. 

Og nej, jeg syntes ikke der skal paprika i. Men hvis du er af en anden overbevisning, så giv den endelig gas! 

Løg og hvidløg fik også en tur på panden, blev krydret og fordelt over koteletterne. Et drys hakkede krydderurter kom over.

Svampe og cocktailpølser fik samme omgang.

Og så til saucen. Tomatpuréen blev ristet af i en smule olie og tilsat de hakkede tomater, salsa, peberfrugt og fløde. Den fik lov at koge en smule ind og blev smagt til med fuldkornssennep, urtesalt og friskkværnet sort peber. Havde de syltede peberfrugter ikke være i, havde jeg tilsat et par dråber æblecidereddike. En flødesauce skal gerne 'knækkes' med syre for ikke at blive for voldsom i sin fedme. Saucen blev hældt over de pyntede koteletter - og fadet sat i ovnen på 150°C.

Retten fik lov til at simre i 2 timer - 1 time dækket med folie og 1 time uden.

Mens koteletterne nød sit varme flødebad, lavede jeg tilbehøret. Det blev som sagt til kogt perlebyg, også fra måltidskasserne, og en hurtig spidskålssalat. Byggen blev kogt i letsaltet vand i ca 20 minutter og drænet. Spidskålen blev snittet mellemfint, vendt med optøede ærter og krydret med en smule urtesalt. Det blev dryppet et par dråber citronsaft og olivenolie over.

Og så var koteletter i fad - som jeg ville ha' ønsker farmor havde lavet det. Resterne blev frosset ned i 2 portioner - en til Max, som skal passe kattene i næste weekend, og en til mig på en dårlig dag.

Resten af perlebyggen og salaten blev til nem aftensmad til mig dagen efter. Begge dele blev vendt sammen med en smule sød chilisauce og tilsat et par skiver fennikelpølse i tern. Et velkrydret spejlæg på toppen, en smule Sriracha og et drys hakket bredbladet persille. Nem, billigt, velsmagende og hurtigt - I like!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Søndag inviterede Max mig på brunch på Mefisto. Jeg er totalt vild med den brunch - for det er nemlig 'rigtig' mad. Morgenmadsdelen er tonet helt ned og det er nærmere en frokost med mange små anretninger.

I denne omgang bestod den labre brunch af:

Håndpillede rejer med dildmayonnaise
Kartoffel ”mad” med purløg og bacon
Tartelet med kylling og bælgærter
Oksetværreb i pebersauce
Bagel lagt med hummersalat
Rørt ost med radiser
Jordbær med hyldeblomst og creme

Prisen er 188 kr pr person. Rørende billigt for så meget lækker mad i den kvalitet. Jeg blev først sulten sent hen på aftenen, så de pimpede rester fra dagen før var et helt perfekt måltid.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg se at få vasket lidt tøj, få styr på mit køkken og finde på noget at lave til aftensmad. Rigtig god dag til alle der kommer her forbi...



torsdag den 30. juni 2016

Alternativ Makrelsalat - frokostfisk med knald på...

*Rækker hånden op* Hej, jeg hedder Malou - og jeg kan ikke lide makrel i tomat. Jeg har aldrig rigtig forstået hvad makrel skal proppes i sliksød tomatsauce for. Værst er dog det forfærdelige produkt i bøtte, der er mere mayonnaise end slikfisk. Og jeg ved jeg ikke er den eneste. Her får du mit take på en alternativ makrelsalat til rugbrødet - helt uden tomat, men med en masse andre lækre sager:

Fyldet udgøres af friskfanget bundgarnsmakrel, syltede rødbeder, kapers og revet peberrod - i en laber dressing, med et snert af røg.

I går da jeg pakkede min måltidskasse fra Skagenfood op, fandt jeg disse smukke makrelfileter. Den medfølgende opskrift var rigtig spændende, men jeg arkiverede den til en anden god gang - og gik straks i gang med at lave en lækker makrelsalat til min frokost i stedet.

Makrellen er en herlig spisefisk, men den skræmmer mange i rå tilstand, for den har tyndt skind og mange ben. Men giv den en chance - det er slet ikke så svært. Først lægges filetenen med skindsiden ned. Tag fat i halespidsen - skær ind under skindet med en skarp tyndbladet kniv og lad den glide langs skærebrættet. Er der lidt skindrester tilbage, kan de skrabes af. Midt i fileten sidder der en række ben. De fjernes nemt ved at skære fileten igennem på langs, på hver side af benrækken. 

Jeg krydrede stykkerne med salt og peber - og stegte dem kortvarigt, ved middelvarme, i et par dråber neutral olie.

Den saftige fisk blev lagt til afkøling på en tallerken. Da den var helt kold, blev den delt i store flager med fingrene.

Dressingen skulle bestå af lidt røgeost (også fra ugens kasse), skyr og mayonnaise. Og fyldet, som sagt, af rødbede, kapers og peberrod. Og så skulle der naturligvis også lidt af min elskede fuldkornssennep i.

50 g røgeost, 4 store spsk skyr og 1 spsk mayonnaise fik en tur med stavblenderen *wroom wroom* til det blev en glat creme.

En passende mængde rødbeder blev drænet, duppet tørre og snittet i små tern. Kapersne blev blot drænet og peberroden hakket mellemfint.

Den blendede creme blev rørt med 2 tsk fuldkornssennep og rigelig peberrod. Brug de mængder du kan lide.

Den plukkede fisk blev blandet med hakkede rødbeder og kapers - og dressingen vendt forsigtigt i. Det blev smagt til med salt og friskkværnet sort peber.

Og så var der en laber makrelsalat klar til dagens frokostfisk. 

Jeg serverede makrelsalaten på godt økologisk rugbrød, toppet med lidt ekstra af fyldet. Yum!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Phew, det er hårdt arbejde at komme mig efter de sidste ugers strabadser. Først min søsters bryllup og så turen til Svendborg. Det var virkelig alt for meget med rejseplaner 2 uger i træk. Jeg er fysisk helt færdig. Kan kun lige orke at lave mad til mig selv og ellers ligge under dynen. 

Og mentalt er jeg stresset - på den rigtig usunde måde. Jeg har simpelthen sagt ja til for meget. Nu er jeg 'sygemeldt' på ubestemt tid og går på ferie fra i dag. De næste par måneder skal bruges på at slappe af. Ingen unødvendige arrangementer, deadlines og ting jeg skal. Kun hyggelige ting, visit hos rare mennesker og afslappende aktiviteter.

Ferien skydes i gang sammen med min lille madklub på Retour Steak i aften. Kan lige magte at tage bussen frem og tilbage. Er sikker på at en god bøf, lidt håndpisket bearnaise og måske endda et fingerbøl rødvin vil gøre mig godt. 

God torsdag til alle der kommer her forbi...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Husk at jeg trækker 3 vindere i min Banrock Station give-away i morgen kl 12.  Du kan stadig nå at deltage her på bloggen ELLER her på Facebook. 


mandag den 6. juni 2016

Ligesom hjemme i Indien: 7 hovedretter...

Sidste weekend, hjemme i Indien, fik vi hele 7 hovedretter - efter snacks og forretter. Det var totalt overkill - men nogle gange skal man bare glemme alt om mådehold og gå all in. Her får du en opsummering med links til de ting jeg har lavet før og korte beskrivelse af nye kreationer:

Den overdådige indiske middag med de 7 hovedretter, masser at tilbehør, naanbrød, gule krydrede ris og Negroni a'la BollyFood.

Tilbehøret først:

Små syltede gule chilier, mangochutney (- nigellafrø), frisk koriander-chutney, raita, BOC-mangochutney, sødsyltede perleløg, rabarber-chutney med æble - og i midten, sprødt drys på kikærtemel, linser og peanuts.

Den kølende raita bestod af ½ fintsnittet agurk og 6 små tomater + lidt drænede kikærter - i en dressing af 1 dl skyr, 1 dl græsk yoghurt, saften af 1 citron, 1 tsk revet hvidløg, 1 tsk revet ingefær, ½ tsk stødt spidskommen og lidt urtesalt.

Og så til de 7 hovedretter - de 6 her, gjort ustresset klar til servering, takket være min gæst, yndige assistent og møgpony Johan.


Saag Allo:

200 g kogte kartofler - skåret ud i både
1 tsk garam masala
½ tsk st gurkemeje
½ tsk st spidskommen
Saft fra 1 citron
½ dl vand
6 spsk ghee
1 tsk brune sennepsfrø
1 tsk spidskommenfrø
1 tsk kokossirup (eller anden sødning)
4 cm revet ingefær
½ ds flåede tomater
500 g babyspinat
Salt

Pisk først citronsaft, vand, kokossirup og de stødte krydderier sammen. Varm en pande godt op, tilsæt ghee og steg kartoflerne gyldne og sprøde. Tag dem derefter op af panden med en hulske og sæt dem til side. Skru lidt ned for varmen og steg de hele senneps- og spidskommenfrø i den tilbageblevne ghee. Tilsæt ingefær og rør rundt. Tilsæt citron/krydderblandingen og lad det simre til det meste af vandet er fordampet. Tilsæt flåede tomater og lad igen blandingen koge ind til den virker tør. Kom alt spinaten på og lad den falde godt sammen. Læg låg på og lad retten simre ca 10 minutter - rør af og til. Smag til med salt og tilsæt de gyldne kartofler. Lad det hele simre ca 5 minutter inden servering.

Daal (spicy linseret) og vaflet Tandoori-gås. Et confiteret gåsebryst blev skåret i tykke skiver, marineret i Tandoori (sort sesam, paprika, spidskommen, sort peber, kardemomme, nelliker, koriander, kanel, ingefær og karryblade), citronsaft og olie - og smidt i vaffeljernet.

Og ingen indisk/dansk middag uden boller i karry: 

400 g øko-gris
1 æg
½ dl rasp
1 lille revet løg
1 hakket rød chili
2 spsk hakket koriander
1 spsk revet hvidløg
1 spsk revet ingefær
½ tsk garam masala
Urtesalt 
Friskkværnet sort peber 

Rør det hele godt sammen og form 24 små boller af farsen. Kog dem i urtebouillon. Kom dem i en opbagt sauce, lavet på SMØR, mel, mælk, noget af den bouillon bollerne er kogt i og en rigelig mængde Cp44 karry.

Det blev også til kat i karry (havkat):

300 g havkat i mundrette tern
1 lille løg
4 cm  ingefær
2 fed hvidløg
Frisk chili (i de mængder du kan klare)
1 spsk ghee
1½-2 spsk Colombo karry
1 dl kokosmælk (ikke light)
Urtesalt
Citronsaft

Hak løget fint. Hak løg, hvidløg og chili meget fint. Steg det hele af i ghee. Tilsæt Colombo (koriander, gurkemeje, sennepsfrø, fennikelfrø, bukkehornsfrø, spidskommen, ingefær og sort peber) og kokosmælk og lad saucen koge tyk under omrøring. Smag til med salt og et par dråber citron. Tilsæt den rå fisk og lad den simre med i et par minutter inden servering.

Og det var så hovedretterne. Risene var alm basmatiris, kogt med lidt salt, gurkemeje, stjerneanis, kanelstænger, laurbærblade, kardemommekapsler, sorte peberkorn og sorte sennepsfrø. Naanbrødene blev blot varmet.

Hele udtrækket på en tallerken. Så mange smage, teksturer og laberhed. Der blev virkelig spist igennem.

Jeg havde lavet 4 slags is - hvoraf den ene var en ganerenser (Negroni-sorbet) og den anden et vanvidsprojekt (mango-sorbet med ingefær og Sriracha). De sidste 2 skulle ha' været på bordet af 2 omgange - men klokken var blevet over midnat og jeg besluttede mig derfor for at slå dem sammen til en servering: 

Forrest en kulfi med safran og pistacie (beklager, fik ikke lavet en opskrift i skyndingen) - serveret med appelsinfileter og grøn dukkah (ristede mandler, pistacienødder, sort sesam, grøn fennikel, sukker og salt). Bagerst en silkeblød chai-is (med ekstra krydderier), pyntet med hvide chokoladeknapper rystet i spiseligt guldpulver og citronverbena.    

Vi slog derefter mave på altanen med en enkelt G&T...eller 2? Det fortaber sig i mad- og spruttågerne. 

Du kan se hele menuen her:


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sikke en omgang. Den middag kostede en anseelige sum, en masse tid og ALLE mine kræfter. Men det var det hele værd, på alle måder. Jeg er glad og stolt over at jeg kunne stable sådan en middag på benene, på trods af mine begrænsninger. Og det var SÅ fedt at se en fellow foodie sætte pris på hver en bid. Heldigvis var jeg god til at få lavet der der kunne fryses ned, i god tid - og bruge ting jeg havde + tænke kreativt med indholdet i ugens kasse fra Skagenfood. 

Selv om vi gjorde hvad vi kunne, blev der lidt rester - og de får et indlæg for sig selv senere. 

Men nu skal Indien lige ha' en lille pause...for det næste indlæg kommer til at handle om noget ganske andet. Der kan du nemlig komme med til Mexico og se på økologisk tequila - og få opskriften på et par sommerlige Margaritas.

God mandag til alle der kommer her forbi... 


tirsdag den 24. maj 2016

Cobb Premier Gas: Grillet gris, kål og løg...

Sponsoreret: Cobb Premier Gas stillet til rådighed af Cobb Skandinavia.

Så fik jeg endelig taget hul på grill-sæsonen på altanen. Det blev til lidt grillet grisebasse - og en masse grønt:

En pivsaftig kotelet, søde løg og spidskål + 2 slags salat.

Jeg gravede ned i grøntsagsskuffen efter resterne fra ugens kasse. Indholdet blev omsat til de 2 salater + lidt til grillen.

Det blev først til denne fabelagtige kartoffelsalat med vinaigrette, masser af friske krydderurter og høvlet Havgus. Se opskriften ➤➤ lige her.

Og denne hurtige fætter med hjertesalat, løgtop, tomat, gul peber og lidt oliven med mandler. Jeg dryppede med lidt olivenolie og reduceret balsamico.


Jeg flækkede løgene, skar 3 både spidskål og dryppede med en smule olivenolie. Det blev også til et drys urtesalt og friskkværnet sort peber.


De små økologiske koteletter var også fra ugens kasse. De blev duppet tørre, vendt i lidt olivenolie og fik et drys sort peber.


Først grillede jeg de små løg og kålen. De fik et par minutter på hver side - med låget lagt på.


De grillede grøntsager kom derefter på en tallerken, fik selskab af et par små klatter SMØR - og blev dækket med film. De fik lov til at stå, til koteletterne var færdige. De små grislinger blev drysset med salt og fik et par minutter på den varme grill - og blev pakket i folie for at trække færdige.


Og så var der mad. Jeg havde valgt at stege koteletterne, så de kun lige var akkurat nok.


Man skal endelig ikke være bange for at stege sit svinekød svagt rosa. Det giver et saftigt og meget lækkert resultat.


Jeg kunne dog ikke spise op. Der var lidt kartoffelsalat og ca ½ kotelet tilbage.


I bedste Stop Spild Af Mad stil, blev det til en frokost dagen efter. Koteletten blev skåret tyndt og vendt med kartoffelsalaten - og toppet med en spejlæg + et drys bronzefennikel og citrontimian. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ok, nu kommer der en meget pinlig indrømmelse - og samtidig skylder jeg Cobb en KÆMPE undskyldning: jeg havde nemlig glemt alt om den grill. Den blev sendt til mig for 2 år siden....og blev først pakket ud for nyligt. Mit helbred tog et træls sving i den gale retning, lige efter jeg modtog den - så den kom aldrig i brug den første sommer. Faktisk fik jeg ikke engang åbnet kassen.

Sidste sommer skrev jeg så en meget brødebetynget undskyldning til Cobb og tilbød at returnere den uåbnede kasse - som derefter blev sat ned i kælderrummet. Jeg fik at vide at jeg ville blive kontaktet hvis de ønskede den retur, men jeg hørte ikke videre. Og så forsvandt den atter fra min fibrotågede hjerne.

Men så skete der noget, for 2 uger siden, der fik den til at poppe op på min lystavle igen. Denne runde af MadbloggerUdfordringen blev nemlig annonceret - og temaet er 'Mad i det fri'. Jeg fik straks lyst til at lave noget med nede ved Brabrand Sø, hvor jeg elsker at slikke sol når vejret er til det. Og så sagde det *pling* - jeg kunne jo smide den bette Cobb i cykelkurven og tage den med på tur!


Fra kælderens dyb, hentede jeg kassen frem og pakkede den ud. Wow, ikke alene indeholdt den en Cobb Premier Gas grill + en gasflaske - men også en grillpande, en stegerist, en stegepande og en sauterpande. Det er jo et helt lille udekøkken!


Cobb-grillen er lille og kompakt - og bliver slet ikke varm udenpå. Det er groft sagt et isoleret gasblus, med låg til. Nede i den 'krave' der er omkring gasblusset, kan man tilberede grønstager, lave sauce eller lægge røgsmuld. 


Her lagde jeg ud med at bruge grillpanden. Grillen er nem at tænde, selv med mine dumme fibrofingre - og er klar til brug på ca 3 minutter.

På fredag skal jeg ha' gang i den bette grill igen - med både stegeristen og sauterpanden. Der skal jeg nemlig lave Butter Chicken, som er marineret kylling (grillet ved indirekte varme) i en aromatisk tomatbaseret sauce. Hvis vejret tillader det, bliver det ved søen - ellers bliver det på altanen.

Livet med fibromyalgi kan virkelig være udfordrende. Mine kognitive evner, og hukommelsen, er virkelig blevet forringet de seneste år. Men sådan er betingelserne. Og hvis man vil samarbejde med mig, så er det forglemmelser som denne der kan ske. Jeg har været flov og ked af det - men håber at der er rettet op på det nu. 

God dag til alle der kommer her forbi...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...