Viser opslag med etiketten Madklub. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madklub. Vis alle opslag

fredag den 12. februar 2016

Tex-mex pulled beef...

I dag skal vi sydover. Helt hjem til Mexico...ish. Vores madklub havde nemlig mexikansk tema i går - og jeg var blevet bedt om at medbringe "noget pulled kød til at komme i tacos". Godt så - no problem! Det blev til 2 slags kød: ko (chipotle og stjerneanis) og kylling (lime og sort kardemomme).

Nybagte bløde tacos af majsmel, med smørmør, krydret, trukket ko - og det fulde tex-mex udtræk til at toppe op med.

Det blev et rigtigt Stop Spild Af Mad projekt - for på fryserens bund fandt jeg denne culotte som var gået på dato i 2014. *Host* ved ikke lige hvordan den er undgået min opmærksomhed?

Oksekød der ligger så længe i fryseren, kan sagtens bruges - men fedtet harskner nemt og skal bare ud. Jeg trimmede alt fedtet af - og stod så med ca 750 g kød.

Og så skulle jeg ha' gang i min Crock-Pot. Jeg havde en flaske færdig BBQ-sauce på lager som jeg ville bruge som klangbund. Snyd...ja....og?

Det er faktisk en rigtig god færdigsauce med æble og kanel (har købt den før). Den her hev jeg med hjem fra Kulinarisk Sydfyn i sommers. Den er fra ChilliHouse og kan købes lige her. Den består af tomat, æblegelé, citronsaft, æblecidereddike, majssirup, mørkt sukker, gul sennep, cayennepeber, karamel, sort peber, kanel, hvidløg, løg og røgaroma.

Jeg valgte at køre videre i et spor a'la chili con carne. Så jeg fandt the usual suspects frem: løgpulver, hvidløgspulver, spidskommen, laurbær, kanel og hakket chipotle (tørret, røget, rød jalapeño). Og så var det jeg kom i tanke om en chili jeg havde spottet her hos Johan med stjerneanis. Så sådan en stjerne nuppede jeg med. Det ser ikke ud af mange krydderier, men når det skal simre i 6 timer er det rigelig smag.

Udover krydderierne og BBQ-saucen, blev det til: 1 stort løg i grove tern, 2 dl rødvin, 1 ds flåede tomater og et shot ekspresso. Jeg kom de hele krydderier i min spiceball - så kunne jeg fiske dem op undervejs hvis smagen skulle blive for intens.

Den bette culotte blev brunet af på en knaldvarm pande i en blanding af olivenolie og SMØR, inden den kom i lerpotten sammen med resten. Og så fik den 6 timer på low. Har du ikke sådan et aggregat, kan en stegeso eller stegegryde med tætsluttende låg (der kan gå i ovnen) sagtens bruges i stedet. Det skal bare være lang tid, ved lav varme.

6 timer senere. Mør og lækker. Jeg lod den med vilje køle ned før jeg hev den i stykker. Syntes nemt det kan blive for trævlet og blive sådan lidt...æh...hundemadsagtigt.

Da den var kold, blev den hevet i lunser - ikke i trævler.

Og så var der jo det der i bunden af simrepotten. Det var der jeg listede mig til at koge de små kødboller til min Tex-mex Meatball Sub i - inden mødet med stavblenderen.

I går da jeg skulle af sted i madklub, pakkede jeg kødet i en condibøtte og tilsatte en pæn mængde at den blendede 'stegesky'. Så var det lige til at varme ved ankomsten.

Mette, som lagde hus til, havde lavet det vildeste tilbehør (der kommer et indlæg senere med selve middagen).

Mole, bean-dip, majs/mayo/mynte, syltede rødløg, mango/agurkesalat, tomatsalsa og guacamole - og så var der fintsnittet iceberg, revet cheddar, cremefraiche og hakket koriander ved siden af.

Og så var det bare at tage en nybagt taco, fylde med ko eller kylling - og toppe med de øvrige rare sager. Skal vi ikke bare sige at den handling blev gentaget en del gange i løbet af middagen. Det var virkelig svært at stoppe igen. Måtte tage den lange gåtur hjem, så jeg kunne få travet lidt af madpuklen af. 

Opskriften på kyllingen kommer i det næste indlæg.

I dag står den på et besøg på dyrehospitalet med Iskelil, så lige skal tjekkes og stikkes. Senere får jeg en veninde til mad (ja, tex-mex-ish) og drinks - med mulighed for en bette øl i byen bagefter. 

God weekend til alle der kommer her forbi...


torsdag den 30. september 2010

Nyt uheld og ny madklub...

Jeg har simpelthen været SÅ uheldig at jeg næsten ikke kan rumme det lige nu. Min højre arm er mere eller mindre sat ud af funktion og det er en katastrofe. Alt ting i køkkenet tager 10 gange så lang tid som det plejer, hvis jeg overhovedet kan lave noget som helst færdigt. Fibromyalgien er gået helt agurk pga den ekstra konstante smertepåvirkning og nu gør ALT ondt. Ikke engang mine morfinpiller kan tage de her smerter. ARGH!!!

Jeg skal gå med den her 'forbinding' til smerterne klinger af, så jeg ikke gør skaden værre. Der sidder en metalskinne som støtter håndleddet og forhindrer yderlige vrid. Og hvordan kunne det så gå så galt?

I tirsdags var jeg ude hos Sif til eftermiddagsthe og hygge. Vejret var godt, så jeg hoppede på cyklen. Da det var tid til at jeg skulle hjem, tog vi over i Kvickly og handlede. Uden for Tranbjergcenteret sagde vi farvel og jeg begyndte at cykle hjem af.....og BANG....5 meter nåede jeg inden jeg blev ramt af en bildør. Der stod en parkeret bil i højre side af vejen med snuden mod mig. Der stod et par der lige var stået ud af bilen på fortorvet ved siden af. I det jeg cykler forbi smækker deres barn, som jeg ikke kunne se på bagsædet, bagdøren op lige ud i mit styr. Jeg får et kæmpe smæk, stød og vrid i højre hånd, håndled og underarm. Der går ikke mange sekunder før smerterne begynder at slikke som flammer op af overarmen, halsen og ned af ryggen til skulderbladet. Jeg bliver dog nærmest blændet af smerterne og skriger FUCK flere gange meget højt. Ved et mirakel er jeg i stand til at få cyklen stabiliseret så jeg ikke ryger i asfalten og triller ca 5 meter før jeg rystende står af. Sif kommer løbende til og vi prøver at vurdere om jeg skal på skadestuen eller hvad.

Og bilens ejer og passagerer? De hverken siger eller gør noget som helst. De går lige forbi os, undgår øjenkontakt og går ind og handler i Rema 1000. WTF? De kunne da i det mindste ha' spurgt om jeg var ok eller sagt et eller andet. Det at blive ignoreret oveni var bare for meget. Havde jeg ikke haft så ondt ville jeg ha' konfronteret dem, men jeg tænkte bare på at komme hjem i en fart. Hvad ville du ha' gjort?

Det er jo ikke fordi der ikke var et bevis på hvor hårdt jeg var blevet ramt. Jeg tog også et billede af bilens nummerplade, som nu er bevis i sagen. Onsdag morgen ringede jeg til min læge og så tog det fart. Der er ikke brækket noget, men håndledet er forstrakt og forvreddet. Fingrene summer/sover og smerterne brænder op og ned at arm og ryg hele tiden. Det er nu meldt til både forsikringen og politiet, som tog sagen forbavsende alvorligt. Sidste nyt i sagen er at bilen ejer har vedkendt at det skete og jeg har fået hans oplysninger som jeg skal videregive til mit forsikringsselskab. Og da barnet der smækkede døren op er under 14 år, slipper de for en bøde. Nu skal jeg 'bare' ryste den grimme oplevelse af mig, lade være med at tænke hvor galt det kunne være gået og så komme ovenpå igen. Men hvordan skal jeg gøre det når jeg ikke kan bruge højre arm ret meget?

I går aftes startede 'Gourmet Girafferne' op. Selv om jeg ikke kunne være med til at lave ret meget tog jeg af sted alligevel. Og det er jeg rigtig glad for at jeg gjorde. Det var virkelig en god oplevelse. Der blev kun lavet 2 retter denne gang, da vi også skulle holde stiftende generalforsamling. Signe blev valgt som vores formand og det er hende og jeg der skal stå for maden (planlægning, indkøb, opskrifter og instruktion) næste gang. Vi er indtil videre 18 på holdet og der er plads til 24. Har du lyst til at være med, kan du tilmelde dig her.

Her er de planlagte datoer. Vi er i skolekøkkenet på Samsøgade skole fra 18-22 hver gang. Der er et kontingent på 300 kr pr år og så koster det ca 150 kr pr gang til råvarer.

I går bestod forretten af en ragout af skaldyr (kammuslinger, kæmperejer og hummer) indbagt i rismelsdej, serveret med krydderurteflødesauce og kaviar. Og ja, jeg fik selvfølgelig en uden kammusling i. Nu har jeg altså lært det og tager ikke flere chancer.

Hovedretten bestod af hvidvinsdampede havtaskekæber og penne fyldt med auberginekaviar, garneret med marineret spinat, bacon og aurberginefrit. Hertil skummende wasabisauce.

Det var lækker mad og jeg glæder mig til selv at kunne være med. Jeg blev helt høj af stemningen, det var så fedt at være sammen med andre der også var nogle rigtige madører. Nu skal vi bare sammensætte en spændende 3 retters menu med udfordringer i til næste gang.

I vores gruppe var der lidt fisk til overs. Jeg blev spurgt om jeg ville ha' det med hjem og det sagde jeg bestemt ikke nej til. Havtaske er en skøn fisk. Kødet minder i tekstur mere om en hybrid mellem lyst svinekød og kylling end fisk. Det er fast, flager ikke og er den mest børnevenlige fisk der findes - der er nemlig ingen ben i! Der var lige nok til at lave en salat af til frokost.

Så jeg tog en latexhandske udenpå 'forbindingen' og brugte ca 20 minutter på at snitte lidt rød peber og 2 hjemmesyltede drueagurker i tern. *suk*. Dressingen blev lavet af 1 spsk mayonnaise, 2 spsk græsk yoghurt, 1 tsk French's sennep, 1 tsk karry + salt og friskkværnet peber.

Salaten blev smagt til med lidt citronsaft og blev serveret på ristet flutes. Og her er så den første citronskive jeg nogensinde har skåret med venstre hånd.

Det er virkelig svært at bevare nogen form for optimisme lige nu. At lege i køkkenet plejer at være det der får mig igennem de dårlige dage. Men regulære måltider kan jeg altså ikke lave. Den kylling jeg kogte i går, skulle ha' været tryllet om til kylling i karry - men det kan jeg ikke. Max er desværre for træt til at jeg kan 'fjernstyre' ham til at lave mad i dag, så det bliver bare kylling på rugbrød. Men jeg har alligevel en masse mad jeg kan blogge om i den næste tid, der er en hel mappe med billeder og opskrifter der bare venter på at se dagens lys.

Men nu står den på piller, sofa og film.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...