Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag

torsdag den 23. marts 2017

Huevos Rancheros - mexikanske æg til morgenmad...

Her får du inspiration til en nem omgang morgenmad, som på fineste vis kombinerer to af de ting der står mit hjerte nært: Stop Spild Af Mad og mexikansk mad. Der er både smæk på smagen, farverne og duften - så det er i sandhed en ret for alle sanser. Den her omgang blev til i forrige weekend, hvor jeg havde mit gastronomiske feriebarn Johan på besøg - og der var rester fra den fabelagtige soft taco middag han lavede til mig lørdag aften. Jeg havde lovet at lave æg & bacon til morgenmad, men med de rester kunne det kun blive til en omgang interimistisk Huevos Rancheros.

Huevos Rancheros er en mættende omgang mexikansk morgenmad, serveret ligesom hjemme på farmen. Typisk består den af tortillas i bunden, æg i krydret tomatsauce, refried beans, krydrede ris, avocado eller guacamole. Min, knapt så tunge version, er kraftigt inspireret af den mellemøstlige Shakshouka (æg tilberedt i krydret sauce med grøntsager) - og så blot toppet med det mexikanske udtræk.

Til 2 personer:

5 dl krydret tomatsauce eller Salsa Roja
4 æg
1-2 dl revet cheddar
1 dl Salsa Verde 
1 dl cremefraiche
Frisk koriander
Chilisauce f.eks Cholula 

Varm tomatsaucen (eller salsaen) op i en pande og slå 4 æg ud i den varme sauce. Når æggehviden begynder at være helt fast, fordeles osten ovenpå.

Når osten er smeltet tages panden af varmen. Retten kan nu skovles over på tortillas, ristet brød eller hvad man nu har lyst til at komme under - og toppes som man ønsker. Jeg valgte at servere hele herligheden i panden, direkte på bordet. Men først efter at den var blevet toppet med alt det lækre.

Salsa Verde, cremefraiche, hakket koriander og Cholula (alm og chipotle) blev fordelt mellem æggene. Og så var der morgenmad til 2 sultne madbloggere, med forbavsende få tømmermænd.

Mængden var meget passende til 2 til morgenmad - selv uden brød under. Det er en mættende vegetarisk ret, som sagtens kan spises hele dagen - og som jeg gerne laver hvis jeg har lyst til nem, varm aftensmad i en fart.

Første gang jeg fik Huevos Rancheros, var i New York. Max og jeg valgte at spise sen morgenmad på The Diner (44 9th Ave, New York City, NY 10011).


Virkelig hyggeligt sted, som desværre siden er lukket. Æv, det var ellers et sted jeg gerne ville ha' besøgt igen.


Jeg fik 2 æg på tortillas, med mexikansk friskost under, serveret med krydrede stegte kartofler, refried beans og guacamole. Max valgte en saml-selv bagel med flødeost, røget laks, tomat, rødløg og kapers. Begge dele ret godt og value for money. Trist man ikke kan få det herhjemme....

Hæ, men det kan man faktisk hvis man er heldig. Johan lavede nemlig sin version af Huevos Rancheros til mig - i forbindelse med hans tex-mex ekstravaganza sidste sommer.


Det var sygt godt - og helt efter bogen. Åh, det var godt. Det var derfor fedt at kunne lave det til ham også.

Men da jeg dagen før havde lovet 'æg & bacon' fangede bordet. Johan kunne på ingen måde abstrahere fra de 2 pakker bacon der lå i køleskabet - så vi sluttede morgenmaden af med en baconsmagning:  

Når jeg støder på en ny slags øko-bacon køber jeg det altid. Det er den evige jagt på det bedste produkt. Her skulle der smages en tørsaltet og en traditionel version.

Begge varianter blev confiteret gyldne i afsmeltet baconfedt fra min fedtbank. Der var i virkeligheden ikke nogen konkurrence, for den tørsaltede var så suveræn bedre og intens i smagen at den anden virkede næsten smagsløs. Wow! 

Og nu må jeg simpelthen i køkkenet. Jeg er blevet SÅ sulten af at skrive det her indlæg. God torsdag til alle der kommer her forbi...

onsdag den 13. juli 2016

Sriracha Bloody Mary...

Bloody Mary er en lidt overset drink - og det er synd og skam. Hvis den laves rigtigt, er det en liflig tørstslukker uden lige. Jeg vil faktisk gå så vidt som at kaldet den for et sprutholdigt mellemmåltid. Men det er ikke bare at hælde tomatjuice + vodka i et glas og stikke en stilk selleri i. Der skal kæles for detaljerne, hvis det ikke skal være en tam omgang. Her får du en rigtig spicy udgave med masser af smag og attitude: 

Almindeligvis er en Bloody Mary tilsmagt med tabasco, men her får den fuld skrue med den asiatiske fermenterede chilisauce Sriracha.

Jeg valgte at bruge en god økologisk tomatsaft som base. Men har planer om at lave min egen tomatsaft af solmodne danske tomater i løbet af sommeren.

Vodkaen jeg brugte var en Crystal Head, som er en utrolig ren vodka. Den er firedobbelt destilleret, og filtreret syv gange, hvoraf tre er gennem quartz-krystaller også kendt som Herkimer diamanter. Så smooth!

Bloody Mary (3-4 stk):

5 dl tomatsaft eller juice
2 dl vodka
1 dl lage fra syltede drueagurker eller grønne oliven
Saft fra 1 lime
Saft fra 1 citron
1 spsk revet peberrod
1 spsk worcestershire sauce
1 tsk urtesalt
Lidt friskkværnet sort peber
Siracha efter smag - jeg endte med at komme ca 3 spsk i.

Blend peberroden med lidt vodka og kør det igennem en si. Er man i god tid kan man infusere vodkaen i længere tid først.

Rør alle ingredienserne sammen og smag til. Den skal være både pikant, syrlig, salt og stærk. Sæt blandingen på køl.

Fyld et high-ball glas med is. Garner med en stilk selleri og en kvart citron.

Fyld op med så meget Bloody Mary som glasset kan rumme - og smæk et par sugerør i. Enjoy!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I min tidlige ungdom fik jeg en rædsom Bloody Mary serveret på Romantica i Herning (Yeps, det er der jeg kommer fra) - og afskrev den derefter som noget jeg gad drikke. Det ændrede sig dog sidste år i forbindelse med min tur til New York og Connecticut. Jeg blev nemlig inviteret på frokost på Indian Harbor Yacht Club i Greenwich - af mine værter, Anne-Maria og hendes mand, inden vi skulle ud og sejle i deres motorbåd. 

Det skulle bare være en let frokost, for vi skulle hjem og holde hummergilde om aftenen. Jeg fik disse fantastiske New England Crab Cakes, som var rent krabbekød blot holdt sammen af en smule bindemiddel. Der var en skøn tartarsauce, en bette salat og citron med. Og jeg fik en helt fortryllende Bloody Mary til. Den var meget syrlig og stærk - og lige der så jeg lyset. 

Jeg kom hjem og glemte alt om at skulle lave en selv. Sådan er det med fibrohjerne. Men så begyndte Memphis Roadhouse at køre med specials i weekenden. Og pludselig en fredag dukkede den her op:

En totalt over the top Bloody Mary - med en brisket-slider, hotwings, bacon, oliven og garniture a'la Kjelds Tivoli. Den var SÅ vild. Men en perfekt forret med drink og 'snacks' i et. Og selve drinken var endnu bedre end den jeg havde fået i Connecticut.  

Og så startede vi plageriet om at få den fast på menuen. Hver gang vi var derinde tiggede vi. Please, please, please - kom den på kortet. Jeg ved ikke om det var det der gjorde udfaldet - men NU er den på menuen, i en lidt modereret udgave, som en af forretterne.

For blot 100 kr får man den mest liflige Bloody Mary - med en fried chicken-slider, 3 slags hotwings og hele det grønne udtræk. Jeg fik den første i sidste uge, da Anne holdt sin fødselsdag derinde. Og jeg skal snart ind og ha' en til!  

Jeg er godt nok blevet pjattet med Bloody Mary - og det bliver vist sommerens drink (Sorry, G&T - vi kan stadig være venner?). Er allerede gået i gang med at udtænke en gazpacho version (med løg, agurk og peberfrugt) og en fræk sag med chipotle (røget rød jalapeño).

Hvas så, er du frisk på en Bloody Mary....eller 5?


mandag den 10. august 2015

Sloppy Joe Sliders...

Sloppy Joe er en amerikansk 'bøfsandwich' (loose meat sandwich), hvor bøffen er erstattet af en magtfuld kødsauce. Jeg ville gerne ha' haft smagt en i New York, men den kom af en eller anden grund i på listen til næste år. Men så længe behøvede jeg heldigvis ikke at vente. Her i weekenden har ugens special på Memphis Roadhouse nemlig været en kæmpe Sloppy Joe - og sådan en trakterede Max mig med til frokost i fredags (se den nederst i indlægget). Wow, det var lige noget for mig - for der var smæk på smagen. Allerede inden jeg havde spist den færdig, havde jeg disse små sliders på tegnebrættet:

De er en ublu kopi - tilsat mit lille twist. På vejen ud hviskede Chris mig nemlig et par hemmelige ingredienser i øret, og jeg har valgt at afsløre de 2 af dem her.

Når man går i gang med den slags projekter en søndag, må man tage til takke med det udvalg der er tilbage i butikkerne. Økologisk oksekød kunne jeg ikke opdrive, men jeg fandt et godt Stop Spild Af Mad tilbud i Rema 1000 i stedet. Opskriften her er derfor med 1 kg kød, 250 g hakkede løg og 20 g SMØR. Kød, løg og SMØR blev brunet af sammen, i små portioner, og kom i en gryde.

Og så til den magtfulde sauce. Det er nemlig ikke bare en kødsauce a'la bolognese eller millionbøf i en sauce brown. Nej nej, der skal helt andre sager i spil. Det er vigtigt at sammensætte saucen som man kan lide den. Den skal være sur/sød, stærk, letbitter, dyb, rund og med masser af umami. Her får du min....eller noget derhen af, for jeg skrev ikke mængderne ned, men sammensatte den efter smag.

2-3 dl ketchup (Ja, det SKAL være Heinz)
½-1 dl HP sauce
½-1 dl Engelsk Sauce (Worcestersauce)
2 spsk Dijonsennep
2 spsk Balsamico
1 tsk Chipotle salsa (brug evt tørret)
1 spsk løgpulver
1 spsk hvidløgspulver
1 spsk brun farin

Og så de 2 af de hemmelige: 1 shot ekspresso og lidt hakket mørk chokolade.

Alt, undtagen chokolade, blev rørt sammen og hældt i gryden. Kødet fik lov til at simre i saucen, ved svag varme, i ca 2 timer. Det er vigtigt at røre ofte, for ingrediensernes ret høje sukkerindhold gør at det nemt kan brænde på. Låget blev derefter taget af og saucen kogt godt ind. Den skal nemlig være sammenhængende, uden at smide væske. Den blev smagt til med salt, friskkværnet sort peber og chokolade.

Virkelig en kraftfuld basse. Og den smager bare af....mere.

I stedet for cremefraiche brugte jeg skyr, og erstattede cheddarosten med min elskede røgede Gou-Dan fra Naturmælk. Der skulle desuden bruges syltede Jalapeños og rød peber. Slider-bollerne har jeg skrevet om før lige her. 

De syltede Jalapeños blev skåret i skiver (puha, noget stærkere end forventet), den røde peber skåret i tern og osten revet. Og så var det på tide at få bollerne på brødristeren. De er bagt sammen til en six-pack og sådan foretrækker jeg de forbliver. Jeg skærer derfor forsigtigt igennem dem og tager 'toppen' sammenhængende af.

Der kom en passende mængde kødsauce på. Server endelig mere i en skål ved siden af!

Et godt drys af den røgede ost og lidt Jalapeños var næste lag. 

Til slut lidt skyr og rød peber - og så blev toppen lagt forsigtigt på.

Ikke spor tosset!

For at få lidt hold på sagerne, brugte jeg disse små fine Bento pinde. 

Og så var det med at få dem på bordet i en fart.

De små sliders var nu lige til at brække fri og hugge i sig. Jeg fik en iskold Miller (....eller 3) til. Resten af den magtfulde kødsauce hviler nu de trætte ben på frost til en anden god gang, hvor der skal være mad i en fart.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Og her er så inspirationen fra i fredags:

En kæmpe moppedreng af en Sloppy Joe med en kold Yellow Dog til. Fabelagtig frokost! Og det der med at tilbyde nye specials hver weekend er virkelig en genistreg. For når man, som jeg, har være der *host host* 127 gange, har man efterhånden smagt alt på menuen en par gange eller 5. Hvad der er næste uges overraskelse er en dyb hemmelighed, men det bliver annonceret lige her torsdag aften eller fredag morgen. 

Andre specials jeg har smagt: kæmpe grillet Pork Chop med loaded potato skins (tak for den generøse smagsprøve Mette). Mega-burger (440 g okse, 2 x ost, 2 x bacon og meget mere af alting) sammen med Max. Og sidst, men ikke mindst: en formidabel Philadelphia Cheesesteak (200 g ribeye, rød peber, løg, champignons og Provolone-ost) sammen med Anne. Sådan en har jeg faktisk lavet her til bloggen og dedikeret til Chris. Se opskriften lige her.

Jeg er spændt på at se hvad der er denne uges special. Krydser fingrene og håber på noget tex-mex....

mandag den 3. august 2015

Flødekysset orecchiette med hummer og ærter...

Har får du en lille ekstravagant pastaret, som spontant opstod søndag eftermiddag. Aftensmaden skulle bare ha' været et par stykker rugbrød, men før jeg fik set mig om var der alligevel gang i potter og pander - dårlige arme til trods. 

Det blev til en himmelsk omgang pasta i en cremet tomatiseret sauce med en håndfuld ærter og kødet fra en hel lille hummer. 

Jeg havde et ærinde i den lokale Rema 1000 (JA - det var noget med ispinde) og faldt over en lille hummer til blot 25 kr. Sådan en fyr fra frost er gerne lidt sej og derfor ikke egnet til at spise som den er - men den kan sagtens bruges i en ret som denne. Jeg havde økologiske ærter på frost, laktosefri fløde + en citron på køl og orecchiette i skabet. 

Den lille hummer på ca 350 g blev tøet op. 

Det var en hun med masser af rogn (koral), som er det røde til venstre. Kødet blev pillet ud af halen og kløerne. Brug ørepropper hvis du har katte. Der var godt nok ikke ret meget kød - men lige nok til en egoportion.

Tarmen blev fjernet fra halen og den blev skåret i skiver. 

Jeg har haft økologisk løg- og hvidløgspulver med hjem fra New York. Det er godt når man ikke har friske ting på lager. Det labre tomatpulver fra Sæberiet på Ærø, fandt jeg på Kulinarisk Sydfyn. Fløden blev varmet langsomt og og kogt let ind - og tilsat lidt af alle 3 slags pulver. Erstat med finthakket løg, presset hvidløg (sauteres sammen først) og lidt tomatkoncentrat. Saucen fik lov at simre sagte mens pastaen kogte.

Jeg kogte 175 g orecchiette i ca 18 minutter. 

I mellemtiden ryddede jeg lidt op i køleskabet. Der fandt jeg to små rester af flødeost, indkøbt da jeg lavede den japanske cheesecake. Det var blevet til at par stykke knækbrød og nu røg resten så i saucen, i bedste Stop Spild Af Mad stil, sammen med saften fra en lille citron, urtesalt og friskkværnet sort peber. En lille håndfuld ærter og hummerkødet blev tilsat saucen, sammen med den afdryppede pasta. Efter 2 minutters småsnurren var retten klar til anretning. 

Et drys dild havde været prikken over i'et! 

Uhm, sikke en lækker cremet sag. Ikke for flødet i udtrykket, for tomatpulveret og syren fra citronen holdt fedmen fint i skak. 

Men det var en fesen hummer. Og jeg har noget virkelig godt at sammenligne med. For på turen til New York fik jeg fantastisk hummer hele 3 gange:

Først på Eleven Madison Park som del af en 17 retters frokost. Den blev indtaget sammen med 2 danske kvinder, Eva og Anne-Maria, bosiddende derovre. Her var det SMØR-pocheret hummer med mælkebøtte, ingefær og 2 fuldfede saucer. Restauranten har 3 Michelinstjerner og bruger kun lokale råvarer. Det er det dyreste måltid jeg nogensinde har købt mig til, men også en af de største gastronomiske oplevelser.

Jeg var inviteret med hjem til Anne-Maria i Connecticut i et par dage bagefter, mens Max var til Maryland Deathfest. Her blev jeg forkælet SÅ vildt. Jeg skal nok skrive mere om det på et tidspunkt. Se lige hvad jeg fik den sidste aften: en hummer på 7 pund, kun til mig. Jeg må med skam erkende at jeg måtte levne! 

Dagen efter tog jeg toget retur til New York - og havde fået denne lobster roll med til toget. En kæmpe croissant med en hel hummer i - som blot var pillet, skåret i bidder og vendt med en smule god mayonnaise. Ih, du altforbarmende...

Fik jeg forresten fortalt at vi skal til New York allerede igen til næste sommer? Det glæder jeg mig for vildt til - og sparer op alt hvad jeg kan. Det kommer til at koste nogle afsavn og deltagelse i færre arrangementer - men det gør ikke noget. Vi ved nu hvordan vi kan bo billigere derovre, endda med et lille køkken. Jeg var nemlig ved at gå til, dels over at bo på hotel i 14 dage og  over ikke selv at kunne lave mad med alle de fantastiske råvarer jeg faldt over. 

Og nu må jeg heller komme ud af døren, for det er i dag jeg skal ha' røntgenfotograferet mine arme og lagt blokader i skuldrene. Er godt nok spændt på hvordan de næste par dage udarter sig...        

mandag den 27. juli 2015

Chokolade-ispinde med nøddeknas...

Pause med ispinde? Sorry, der kommer altså lige en omgang til. I weekenden lavede jeg nemlig disse lækre basser til Max, som skulle komme på besøg.

Cremet lækker chokoladeis, dyppet i mørk chokolade med masser af ristede hakkede hasselnødder.

Der skal kun bruges 5 ting: kondenseret mælk, mælk, fløde, chokolade og nødder. De ristede afskallede hasselnødder stammer fra Italien, men er hjemført fra New York. Jeg kunne simpelthen ikke lade pakken ligge efter at ha' smagt dem i Piemonte sidste år.

Den kondenserede mælk er med 'chokolade' - hvilket dog blot er med tilsat kakao. Konsistensen er lidt tykkere end alm kondenseret mælk.

250 g kondenseret mælk med chokolade
2½ dl mælk
2½ dl fløde

Blend den kondenserede mælk med alm mælk *wroom wroom*. Rør fløden i (nej, den skal ikke piskes). Køl blandingen helt ned. 

Kør massen ca 20 minutter i ismaskine. Har du ikke en sådan, så frys den let ind i en bøtte. Rør af og til.

Kom isen i forme og lade den fryse helt ind 6-8 timer - jeg bruger de her forme. Tag dem ud af formene og læg dem tilbage i fryseren. Hent en af gangen og overtræk.

Åh, sikke en duft da jeg åbnede posen. Det er de lækreste nødder der findes! Brug ristede nødder, mandler eller hvad du har lyst til. Hak dem og bland dem med smeltet chokolade - og dyp ispindende som vist her.

Det er lidt mere tricky, for chokoladen drypper ikke af på samme nemme måde når der er fyld i. Så snart den er stivnet, kan de komme tilbage i fryseren.

Hvis man altså kan modstå at spise en med det samme. Jeg kunne ikke...

Og NU kommer der altså ikke flere ispinde i en periode. Jeg har simpelthen ikke plads til flere i fryseren. Heldigvis får jeg gæster både onsdag og torsdag - og de skal stopfodres med ispinde! 

  

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...