Viser opslag med etiketten On Demand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten On Demand. Vis alle opslag

tirsdag den 19. februar 2013

Kikærtemazarin med citroncreme...

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra en læser ved navn Anja. Hun er inden for de sidste 5 år blevet ramt af flere alvorlige fødevareallergier. Hun er selv ved at ha' styr på sin basiskost og kan til min store glæde bruge mange af mine opskrifter. Men det kniber meget med de søde sager. Anja spurgte mig om jeg måske kunne hjælpe hende med at lave et par kager som hun kunne spise når kagelængslen blev for stor. Og den udfordring sagde jeg straks JA til.

I går bagte jeg så den første 'skitse' - som er på basis at kikærter. Og det er vitterligt kun en skitse. Der er meget plads til forbedring. Den minder mere om et sødt brød end en kage - men den har stort potentiale. Det er på ingen måde en kage for diabetikere, PCO-piger, LCHF tilhængere eller folk der gerne vil tabe sig - det er en kage for en meget bestemt type allergikere.

Anja har sendt mig en liste med de ting hun er allergisk overfor som kan ha' relevans i det søde køkken: hvede (gluten), mælk (både laktose og kasein), sukker, chokolade, kakao, hasselnødder, ananas og kiwi. Javel ja, så ingen mel, sukker eller mælkeprodukter af nogen art....og ingen SMØR??? 

Jeg har længe drømt om at lave en kage på kikærter. Så de blev sat i blød i 24 timer og kogt møre i friskt vand uden salt. Der findes et utal af spændende opskrifter på kager og brownies med både kikærter og forskellige slags andre kogte bælgfrugter, men da jeg ikke måtte bruge chokolade eller kakao kunne de jo ikke bruges.

Så jeg måtte starte helt fra bunden - men skævede lidt til forskellige opskrifter for at undersøge mængdeforhold osv. Jeg ville gerne ha' at den skulle være mazarin-agtig, men magtede ikke til at lave marcipan uden sukker først. Det blev derfor med mandelmel. Anja oplyste at hun kunne tåle det nye SteviaSweet sødepulver, så sådan en bøtte fik jeg fat i. Jeg hev lidt frem fra skuffer og skabe mens opskriften tog form på papiret.

Selve kagen:

400 g kogte kikærter (jeg vil anbefale 300g)
180 g peanutbutter
25 g SteviaSweet sødepulver
1 tsk bagepulver
150 g mandelmel
5 æg
100 g revet æble
1 tsk vaniljepulver - eller marven fra 1 vaniljestang
3 spsk kanel

Kikærterne blendes til de smuldrer helt fra hinanden. Peanutbutter og æg blendes med. Jeg tror med fordel at man kan skille æggene og piske hviderne - som man så vender i dejen til sidst.

Blend SteviaSweet, bagepulver, mandelmel + krydderier i. Det bliver en tyk, kompakt dej.

Rør til sidst de revne æbler i. Og så er dejen færdig. 

Dejen fordeles i en foret bageform på 23 x 23 cm eller en springform på 22 cm. Kagen bages nederst i ovnen i 30-35 minutter på 175°C. 

Den færdige kage minder mest af alt om en stor bagt sød falafel. Og det er jo heller ikke langt fra sandheden.

Det er en kompakt sag - men man fornemmer klart slægtskabet med en mazarinkage. Den er på ingen måde klæg, nærmere en smule tør i det. Normalt ville man jo svøbe en sådan kage i en fed ganache på chokolade og SMØR - så nu skulle jeg virkelig lægge hovedet i blød og finde på noget at komme på toppen.

Løsningen blev efter nogen grublen til en frisk citroncreme på tofu og agavesirup. Anja, jeg ved ikke om du kan tåle agave? Ellers må du søde med lidt ekstra SteviaSweet.   

Citroncreme:

300 g silken tofu
½ dl agavesirup
½ dl citronsaft 
revet skal af ½ citron

Ak ja, silken tofu aka den beige rædsel - smuk er den ikke. Den har dog den fordel at den taknemmelig tager imod smag og let lader sig transformere til en lækker silkeblød creme.

I tern med bæstet og i en blender med agavesirup og citronsaft + skal. *Wroom wroom*

Det giver en tyk lækker creme med en fin sød-syrlig smag. 

Ikke tosset på toppen af den søde kompakte kage. Men der manglede noget pynt. Som den ser ud her er den lige lovlig spelt-hippie på den mest ufestlige måde. Det måtte der gøres noget ved.

Kandiserede violer var jo desværre dømt ude pga sukkeret. Men lidt ekstra revet citronskal, et par smuldrede frysetørrede hindbær og et let drys rålakrids gjorde underværker.

Kære Anja, jeg håber du kan lide kagen. Det har været meget inspirerende at læse om hvordan du har valgt at se dine begrænsninger som udfordringer - det er noget jeg har meget stor respekt for. Jeg lover dig at jeg nok skal lave flere søde sager med dig i tankerne i fremtiden. Og har måske allerede en ny lille overraskelse på tapetet snart. 

Tak til Lis som allerede har sendt mig flere opskrifter, via bloggens Facebook side, som er perfekte til formålet. Dem glæder jeg mig til at lege med. Det her indlæg ryger i kategorien 'On Demand' ude i højre side. Det er en ny kategori som skal rumme de opskrifter der bliver efterspurgt. Sidder du med et ønske om en opskrift der skal skræddersys efter dine behov/allergier/smag eller skøre indfald - så send mig en mail. Jeg elsker en god udfordring!

Og skulle du sidde derude med opskrifter på kager og andre søde sager UDEN mel, sukker og mælkeprodukter - så må du meget gerne skrive dem ind her i kommentarfeltet hvor Anja kan læse med. Det kan jo også være der sidder andre lækkersultne allergikere derude som venter på den helt rigtige opskrift.

På forhånd tak for hjælpen...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...